
Mobning er ikke et nyt fænomen, men beklageligvis er det et meget udbredt fænomen rundt omkring på landets folkeskoler. Mange skoler gør en rigtig stor indsats for at komme problemet til livs, og der findes rigtig mange bøger og rapporter om, hvad man kan gøre ved problemet.
Dette undervisningsmateriale fra Folkekirkens Skoletjeneste er ikke endnu et løsningsforslag, men derimod ønsker vi med materialet at få børnene og de unge til selv at reflektere over, hvilken værdi et menneske har og dernæst hvad mobning gør ved mennesker. Vi forsøger at gå bag om problemet ved at fokusere på forskellige menneskesyn, inddrage teologen og filosoffen K.E. Løgstrups etik, give en forståelse af fællesskabets vigtighed og forsøge at tydeliggøre, hvad mobning er og gør.
Materialet er målrettet mellemtrinnet og tager udgangspunkt i Lene Kaaberbøls og Mette Finderups novellesamling: Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager. Klassesæt af novellesamlingen kan udlånes fra PUC.
Alderstrin: Mellemtrin
Udbudt første gang: Marts 2008