Largo

Lemmerz’ fremstilling af døden kræver langsomhed, eftertænksomhed. Vores anmelder gik fra udstillingen med en lille nagende sten i skoen, men med lyst til at lade sig forstyrre

Redaktionen sendte mig i byen. De syntes vist, at det var på tide, at jeg skulle have noget horisont. Derfor sendte de mig på Statens Museum for Kunst. Hvad jeg så, forstod jeg ikke. Men det er lige meget. Man skal begynde et sted.

Dødens vrængemaske
Largo hedder udstillingen. Den langsomme, sindige, melankolske, slæbende sats. Det bedrøvelige rum. Stilhedens rum. På skiltet stod der, at Lemmerz skaber et sakralt rum på museet med denne udstilling, som handler om døden. Det er et sort og hvidt rum. Sort er udstillingens bronzefigurer. På væggene er der grave. Når man ser på dem, trækker blikket sig langsomt igennem dem. Der er lige og kringlede grave. Man skimter menneskedele og skeletter. Inde bagved aner man vrængemasker. Døden griner og græder af én. Den slæber sig gennem tilværelsen med furer.

Et foster og et øje
Det hele indledes med et foster. Ganske lille, og så ser man op til den klokke, der ligger i den anden ende af udstillingen og ligner et højttaler; men det er et øje. Imellem foster og øje ligger der først en skovl. Provokerende enkel. Liv graves ned. Det eneste ikke-sorte er det påståede hoved, som ligger gyldent midt i det hele lige før den sorte, lukkede kiste.

Forbløffelse og let irritation
Der står, at det gyldne er et afhugget hoved. Jeg havde ikke fået den tanke; men jeg indrømmer det også blankt: Jeg er på helt fremmed bane. Mine øjne forstyrres af forme, af materialer, at placeringer, og jeg går forbløffet derfra. Jeg forstår ikke – er også lettere irriteret over, at jeg nok bare ville være vadet igennem det hele uden at ænse det, hvis ikke jeg havde læst, at det var et sakralt rum.

Langsomheden
Men så er det, jeg tænker: Man skal begynde et sted. At det ikke siger mig noget, behøver ikke være kunstnerens skyld. Min uvidenhed og min manglende erkendelse af et rum er med til at skabe den irriterede fornemmelse. Jeg må hellere bruge langsomhed på skulpturer i nærmeste fremtid og lade mig forstyrre.

Der står på væggen, at Lemmerz vil have os til at tænke over kulturtesen, at kultur skulle være opstået ud af forståelse for døden og bevidstheden om denne. Noget vægrer sig i mig ved sådan en kulturforståelse. Der er en modsigelse, der ligger og lurer. Det vil jeg bære med mig og tænke over. Ligesom jeg vil prøve at lade øjnene passerer hen over bronzegravene og lade mig oplyse.

Læs mere om udstillingen på Statens Museum for Kunsts hjemmeside her

Christian Lemmerz: Largo
Statens Museum for Kunst
13. maj 2009-6. marts 2010