20. september 2007
Tale i tunger

Forestillingen udfolder med en overraskende og fascinerende koreografi en intens historie om at elske eller ikke at elske, om vished og tvivl og om midtvejskrisens jagt på passionen.Der er fire mennesker på scenen, to mænd og to kvinder. Til bløde jazztoner begynder de at danse tæt, to og to. Fortælleren annoncerer i højtaleren: ”De mødes på en bar, de går hjem på et hotelværelse.”
Og så kan historien begynde. Historien om at elske eller ikke at elske, om vished og tvivl, om utroskab og om midtvejskrisens jagt på passionen, og om forræderiet og løgnen, der viser, at spørgsmålet om sandheden og kærligheden har flere lag og nuancer.
I første akt følger vi de to par i tiden efter hotelbesøget. Selvom det kun er det ene par, der ender med at gennemføre selve akten og dermed den konkrete utroskab, får det gennemgribende konsekvenser for dem alle.
Kærligheden vil kun sig selv
De fire skuespillere på scenen viser flash fra otte menneskers liv, fra otte skæbner og deres forsøg på at mærke livet og få det og kærligheden til at danse tango. Ikke en let dans. Og der snubles også undervejs. I den forstand er kærligheden ubarmhjertig, den vil kun sig selv.
Det er et puslespil, hvor brikkerne langsomt falder på plads. Man følger med spænding de forskellige liv, hvis skæbner viser sig at krydse hinanden. Undervejs anes en forbrydelse – måske. Det er en flot mosaik af skæbner og mønstre, som instruktøren i sin intense og kropslige koreografi, får frem. Til tider bliver det nærmest en ekstatisk dans, der kræver god fysik og ekstrem præcision af skuespillerne.
De fire skuespillere er på scenen under hele forestillingen, og man kan ikke undgå at blive betaget af deres evne til at skifte rolle, persona og stemning undervejs, som når fx Morten Morten Lützhøft i et splitsekund svinger fra at være jovial bargæst til at besidde en dirrende farlighed.
Tungetale
Tungetale kan betegne uforståelige lyde, som frembringes i en art religiøs ekstase, og som ofte tolkes som en guddoms tale gennem den eksalterede. Det behøver ikke altid være uforståelig tale, men kan også være en pludselig evne ved Helligåndens mellemkomst til at tale et fremmed sprog og derved gøre sig forståelig over for fremmede. I stykket smelter samtalerne til tider sammen, og vi hører replikkerne i stereo. Ordene både forener og isolerer. Gennem dem opstår forbindelse og gennem dem opstår afstanden.
Stykket er forfattet af Anders Bovell, der også forfattede kæmpesuccesen ”Strictly Ballroom”. Stykket har spillet for fulde huse og begejstret anmelderskarer fra London til New York. Ta’ ind og se denne internationale opsætning - en tour de force i kærlighedens veje og vildveje - der er nytænkende i sin koreografi, flot og inciterende udført, og som vækker til eftertanke.
Læs mere på www.krudttonden.dk
Sted: Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø
Tid: 14. sep. - 4. okt.
Instruktør: Dan Safer
Skuespillere: Hassan Preisler, Berte Fischer-Hansen, Morten Lützhøft og Maj-Britt Mathiesen
Charlotte Cappi GrunnetFlere anmeldelser