Ordet

Fine, morsomme, skarpsindige iagttagelser og spørgsmål til mennesket og religionen i Munks Ordet i Noréns opsætning. Men slutningen er stadig lige provokerende

Da Johannes, efter at Inger er død, falder sammen, fordi han her genkalder sig sin elskede Agathe, der skubbede ham væk fra bilen og i stedet selv døde, glider Ingers og Agathes ansigter nærmest umærkeligt sammen på det store lærred, som fungerer som scenens bagtæppe. Eller en slap hånd i kæmpe format på det samme bagtæppe til illustration af den afmægtighed, der falder over gården, da det endelig går op for de tilstedeværende, at Inger er død. Blot et par af eksemplerne på, hvor smukt kommenteret Kaj Munks Ordet i disse uger bliver iscenesat i Det Kongelige Teaters Skuespilhus.

Handlingen husker mange fra Dreyers filmatisering fra 1955. Inger, der repræsenterer det kærlige, nuancerede og rummelige menneske, dør i barselsseng, men bliver opvakt fra døden af sin svoger, den vanvittige Johannes på Borgensgård, hvor de bor sammen med den gamle Mikkel Borgen, familiens ældste søn, Mikkel, som Inger er gift med, og den yngste bror Anders.
Men herfra rejser spørgsmålene sig så også fra scenekanten. Hvem er i virkeligheden sindssyg? Er det Johannes, der dels efter at have set dybt i de kierkegaardske kilder, dels efter den skæbnesvangre hændelse, hvor hans elskede valgte at dø i stedet for ham, ikke kan finde sig til rette længere? Eller er det præsten med det umiskendelige navn Bandbulle, der bag sin morsomt skildrede teologiske lirum-larum, virker ganske uberørt af den kærlighed, som han skulle vidne om? Hvor meget menneskelighed skal ofres i den kristne forkyndelses navn? Hvordan er forholdet mellem tro og naturvidenskab? Det er ikke småting, Kaj Munk bringer i spil, og på trods af stykkets mange tidsbundne elementer, er det stadig interessant, vedkommende og fint.

Et gammelt, men relevant spørgsmål
Det er virkelig en gribende fortælling, der med sprogligt raffinerede ordvekslinger udspiller sig. Trods det nærmest anakronistiske drama om troen på de dødes opstandelse som en nutidig og dennesidig realitet, og trods en vis træthed hos undertegnede over nutidens evige sætten lighedstegn mellem religion og fundamentalisme, som i Noréns opsætning har fået så hatten passer, var jeg både underholdt og klogere, da jeg gik ud igen.
Hvad er sammenhængen mellem Jesus’ forkyndelse og vores liv i dag? Det er det overordnede teologiske spørgsmål, som bliver hængende i luften efter tæppefald, også selvom man ikke behøver at følge Kaj Munk i hans radikale og for mig at se ganske utidssvarende forslag til et svar: Hvis ikke troen i dag forholder sig i et én til én-forhold til den nytestamentlige historie, er det ikke nogen tro, men menneskeligt hykleri. Hvis ikke vi tror, at de døde, ligesom det fortælles i evangelierne, også i dag kan opstå til at leve videre i denne verden, er det blot udtryk for menneskelig oppustethed og selvgodhed.
På trods af anakronismer og enkelte for længst passerede problemstillinger, har stykket saft og kraft, og alle med hjerte i livet skal glæde sig til at se stykket, når Noréns trup med humor og dødsens alvor her i det gryende forår tager Ordet i munden på Kvæsthusbroen.

Læs mere på Det Kongelige Teaters hjemmeside her

Ordet
Instruktion: Lars Norén
Det Kongelige Teater
Til 7. juni