Pietá

En tømmermandsplaget kvinde forsøger at rekonstruere aftenens gang: hvordan er hun havnet her og hvem er manden i sengen? Karen-Lise Mynster er både sårbar og en rejekælling i den tragikomiske monolog Pietá.

En gift kvinde vågner op på et hotelværelse med bragende tømmermænd. I den uglede dobbeltseng ligger en ukendt nøgen mand, mere død end levende. Men ingen af de mulige svar er særlige velkomne. Her er en kvinde, der alt for længe har levet på en løgn. Hun er tilsyneladende en travl karrierekvinde på de halvtreds, men faktum er, at alt i hendes liv er i opløsning.
I stedet for at se sandheden i øjnene gradbøjer hun virkeligheden. Hun er skønmaleren, der med den brede pensel maler luftkasteller for sin omverden, skønt ingen længere tror på hendes forstillelse.

Astrid Saalbachs seneste stykke Pietà spiller for tiden på Husets Teater på Halmtorvet. Det er en tragikomisk monolog, der til trods for en kvindes håbløse situation har masser af humor. Monologen er en sjældenhed i dansk teater, da den er skrevet til en kvinde i 50'erne. Der er nemlig ikke mange roller til kvindelige skuespillere i den alder. Forhåbentlig vender det, for man kan ofte savne flere midaldrende kvinder på scenen i store gode roller. Den selvtillid, modenhed og erfaring, der (som regel) gives med alderen, er jo et ekstra stort plus til en god skuespiller. Og Karen Lise Mynster spiller fabelagtigt  – hun er både sårbar og en rejekælling. Hun spiller helt overbevisende som en selvfornægtende hardcore alkoholiker, der bliver mere og mere højstemt, i takt med at promillen stiger, selvom det, hun fortæller, bliver værre og værre.

Saalbach er mester i at bore fingeren ned i det rum af fortrængninger, der ligger i vores ubevidste. Hun spejler det i os selv, som vi ikke vil se, og som vi derfor heller ikke gør noget ved. I hendes stykker bliver man konstant konfronteret med noget uforløst og fortrængt, som kortlægges og forstørres.

Stykkets titel Pietà er en betegnelse for den kunstneriske fremstilling af Jomfru Maria med den døde Jesus på skødet. Men manden i sengen er ingen frelserfigur, og der er ingen barmhjertighed til denne kvinde, som er røget af i svinget – nu overladt til sig selv og sin egen ensomhed. 
Saalbach har altid hjerte for sine figurer. Der er aldrig nogen moraliseren i Saalbachs univers, men måske et ønske om mere rummelighed overfor de skævheder, som vi alle i bund og grund besidder.

Manuskript: Astrid Saalbach
Instruktion: Søren Iversen
Scenografi: Birgitte Mellentin
Medvirkende: Karen-Lise Mynster

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V, tlf. 3325 1376

Til 5. maj 2007