25. november 2008

Julerosen

170

Julerosen er et af Selma Lagerlöfs smukkeste eventyr. På Vartov kan man i disse uger få det fortalt og spillet ind i sjælen


Selma Lagerlöfs kristuslegender hører til nogle af verdenslitteraturens smukkeste fortællinger. Selv forhærdede sjæle vil berøres af poesien i beretningerne om rødkælken, der fik sit røde bryst fordi blodet dryppede på den fra Jesus på korset. Eller historien om Jesus, der som lille dreng pustede liv i lerfuglene for at de skulle flyve til vejrs og dermed undslippe kammeratens vandalisme. Mange tror fejlagtigt, at fortællingen om Julerosen tilhører samme novellesamling, men heri tager de faktisk fejl. Den kom først til et år senere, ligesom genren ikke dermed blev udtømt. Ret gennem hele forfatterskabet kan vi finde disse små fantastiske fortællinger, der bør give stof til højtlæsning gennem hele advents- og juletiden.

Højtlæsning 
Det er måske ikke så enkelt at læse højt. Men så kan man hente inspiration i disse uger på Vartov, hvor Den Danske Skueplads igen i år opfører fortællingen. Selve eventyret, Julerosen, fordrages/fortælles spilles af Karin Rørbech. I de indlagte pauser spiller cellisten Janne Fredens suiter af J. S. Bach og selve den enkle men stemningsfulde scenografi er skabt af Catia Hauberg Engel.

Selma Lagerlöf kunne én ting. Hun kunne fortælle, så enhver kunne se det for sig. Jeg har aldrig været på Mårbacka; alligevel ved jeg hvordan der så ud, da Selma var en lille pige. Jeg har heller aldrig været i Bethlehem julenat; alligevel ved jeg, hvordan der så ud på marken, hvor hyrderne vågede. Det ved jeg nemlig alt om takket være Selma Lagerlöfs fortælling om Josef, der søgte hjælp hos hyrden, der endte med at få øjnene åbnet.

Skuespil
Lakmusprøven på forestillingen i Vartov måtte derfor for mig være, om jeg endte med at "kunne se" Öved klosterhave" og "Göingeskoven" for mig. Svaret er, ja - men først til sidst. Der var næsten lidt for meget regi og lidt for megen gestikuleren i begyndelsen. Det betyder ikke, at forestillingen ikke skal anbefales. Tværtimod kan jeg kun tilskynde folk, der endnu ikke har skaffet sig billetter, til at tilbringe en aften i selskab med gode venner. Men det ændrer ikke ved det forhold, at den i virkeligheden ganske enkle fortælling om julerosen i begyndelsen blev lidt for overbroderet, lidt for iscenesat. Ikke fordi fortællingen ikke kunne bære det. Nej tværtimod fordi fortællingen godt kunne undvære det. Lidt mere enkelhed, altså - og lidt mindre skuespil, næste gang. Janne Fredens spillede i øvrigt dejligt.

Tid: 18. november - 14. december 2008, tirs.-fre.kl. 20.00, lørdage kl. 16. og 20., søndag klokken 16.00

Sted: Vartov, Farvergade 27, 1463 Kbh. K.

I øvrigt kan interesserede med fordel forberede sig ved at læse Henrik Wivels' litterære biografi om Selma Lagerlöf, Snedronningen. (Gyldendal 2005). Bogen er på alle måder en dejlig introduktion et af nordens største forfatterskaber. Eventyret om Julerosen kan i øvrigt læses i en ny oversættelse i Gyldendals nye store julebog fra i år, samt i en oversættelse af af Kirsten Skaarup fra forlaget Olivia, 1996.

 

Karen Schousboe


Flere anmeldelser
Se også


Richard d. III



Stuk


Foto: Brita Fogsgaard
De Besatte


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København