Ulrike Meinhofs sang

Caféteatret har danmarkspremiere på en teatermontage om den kontroversielle terrorist Ulrike Meinhof, der i kampen for en bedre verden endte som militant terrorist i 70’ernes Tyskland.

’Hvilke nedrigheder er du ikke i stand til at begå for at afskaffe nedrigheden!’ spørger Ulrike Meinhof, der var medlem af den revolutionære Rote Armé Fraktion – og det er vel lige præcis kernen for alle idealistiske bevægelser. Hvor langt vil du gå for drømmen om en bedre verden. Vil du slå ihjel? Som bekendt kan distinktionen mellem frihedskæmperen og terroristen afhænge af, hvilke side af lejeren man selv befinder sig i.

At betale og lade andre betale
Claus Peymann, lederen af Brechts gamle teater, Berliner Ensemble, har udtalt om Baader-Meinhof-gruppen, at de var tragiske skikkelser, der havde en drøm om en bedre verden, og at de betalte for den med livet. Det kan læses i Peter Wivels oplysende og begavede artikelindlæg i programmet til teaterstykket Ulrike Meinhofs sang. Og ja, de betalte med deres liv, men de lod også andre betale livet. Da Ulrike Meinhof sidder i sin celle 519 i Stammheim-fængslet i Stuttgart i 1974, er hun anklaget for 54 mordforsøg, bankrøverier, sprængstofattentater og brandstiftelser.

Ulrik Meinhofs historie er fascinerende. Hun fødes i 1934 i Oldenburg. Begge forældre dør, og hun bor fra sit 15. år hos Renate Reimeck, der er politisk engageret i socialistiske og pacifistiske ideer. Ulrike starter selv som skarp venstrefløjsjornalist med ordet i sin magt – replikkerne er ord-ekvilibristiske opvisninger, man genkender fra 70’ernes skolede kommunister. Hun spidder og udstiller samfundets hykleri i flammende og hadefulde sætninger. Der er ingen humor til at opbløde fanatismens forsøg på en renskuret sandhed. Ulrike ender i fanatismens klaustrofobiske vanvid i sin celle idømt 8 års fængsel. I hendes person blev der aldrig plads til tvivlens sprække og samvittighed. Om morgenen den 9. maj 1976 finder fængselspersonalet hende død. Hendes eksmand og to tvillingedøtre, som hun forlod, kom ikke til begravelsen.

En interessant men ikke rørende fremstilling
Ulrike Meinhofs sang er et interessant stykke, man kan ikke undgå at blive draget ind i dette uforsonlige menneskes kamp og i Tysklands historie. Det er det officielle Tysklands benægtelse af nazitiden, der blandt andet er grobund for RAF’s stiftelse og aktioner.
På scenen, der er opbygget som en retssal, gestalter skuespilleren Mette Frank i en imponerende monolog denne sammensatte person. Der ’krydsklippes’ mellem de hånlige forsvarstaler i retssalen, der hudfletter samfundets dobbeltmoral, og isolationens tiltagende vanvid i fængslet. I scenerne fra isolationen i celle 519, hvor tankerne i en evig ubønhørlig strøm bliver som kræftcelle-orme, der bugter sig ud og ind af hendes indre og truer med at eksplodere hende indefra, bliver man næsten berørt, men også kun næsten. Forestillingen, Ulrike Meinhof og Mette Frank som Ulrike er dragende og yderst interessante, men ikke rørende. Trådene, der trækkes, er stærke på det historiske område, men på det psykologiske plan lades publikum i stikken. Forestillingen er dog særdeles seværdig og aktuel. Den vækker til eftertanke i forhold til vor tid og til den nye terrorlovgivning, som på samme vis som Meinhofs kamp, kan risikere at skabe det, den bekæmper.

Ulrike Meinhofs sang
Skuespiller: Mette Frank
Instruktion: Lars Roman Engel
Spilleperiode: til 12. maj
Caféteateret, Skindergade 3, 1159 København K.
Tlf. 33 13 5813