9. januar 2009

Kærlighedens højsang


Den nye CD Kærligheden, som Hasseris Kirkes trio & vokalgruppe har komponeret, er en dejlig og inspirerende udgivelse. Det er ægtheden og inderligheden, der fanger opmærksomheden


Mogens Jensen har været organist ved Hasseris kirke siden 1988 og oprettede i 1991 musikforlaget Melodia. Som komponist og arrangør har han været primus motor for et frodigt musikmiljø med vægt på ny kirkemusik og salmedigtning.
Ved Hasseris kirke har de således både en duo, en trio og en hel vokalgruppe, og på nærværende CD udfolder disse dygtige musikere og sangere nogle af de fine resultater, der er udsprunget af forskellige samarbejder med sangskrivere og komponister. Til CD'en er også udarbejdet et omfattende nodehæfte med både enstemmige udgaver og korsatser, guitarnoder, akkorder m.m.. For tre år siden ansatte kirken simpelthen syv professionelle, rytmiske musikere, og det er den unikke ordning som bl.a. danner baggrund for, hvordan denne CD er blevet.

Sange og satser til gudstjenesten
Det er en dejlig og inspirerende udgivelse. Man spidser straks ører, fordi genren er så vanskelig at bestemme. Er det salmer? Nogle har klart den kvalitet, man forventer af en salme, men flere sange fungerer nok bedst med en solist. Udgiveren nøjes med at kalde det sange eller satser til gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er det også, og tekst og musik er tydeligvis udsprunget af den gudstjeneste-sammenhæng de er tænkt til at bruges i, men materialet tåler sagtens at blive afspillet hjemme i stuen eller i bilen som al anden lyttemusik.

El-guitar og harmonika
Som så ofte før er det ægtheden og inderligheden i sangene der fanger opmærksomheden, og intentionen med at finde et udtryk, som kan tale ind i tiden til nutidens mennesker i forskellige livssituationer synes jeg lykkes rigtig godt. Det er bestemt ikke mainstream, men mange vil alligevel pga. den musikalske spændvidde kunne identificere sig med stoffet. Desuden er der en fin overensstemmelse mellem tekst og udtryk. El-guitaren falder lige så fint ind i sammenhængen som harmonikaen. Den almindelige danske vil sikkert savne trommesektionen - andre vil slet ikke tænke over, at der ikke er trommer med.

Dybde og skønhed
Kærlighedens højsang bevæger for mig at se kirkemusikken i den rigtige retning. Man er ikke sprunget over i poppen, men har i bestræbelsen på alligevel at lavet noget crossover bevaret den kirketone og skønhed, der er så befordrende for budskabet. Og tekstmæssigt er der tilstræbt ligefremhed og umiddelbar forståelse uden at indholdets dybde har lidt tab. Personligt er jeg mest begejstret for de stille sange som "Marias smertesang" og "Så tydelig du er", men de enkelte sange folder sig ud med tiden, som den slags gerne skal.

Så meget godt kan siges om denne udgivelse, og alligevel må man forestille sig, at "aftagergruppen" er ret smal. For dem som har hjerte for kirkemusik og nye salmer er det til gengæld en rigtig god ide at få fat i materialet.

Hasseris kirkes trio & vokalgruppe
Kærlighedens højsang
Musikforlaget Melodia 2008

 

 

Asbjørn Hansen


Flere anmeldelser
Se også


Chandos Anthems



A New Hallelujah


Caspar David
Let the Past Begind


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København