12. marts 2009
A New Hallelujah

Michael W. Smith er efterhånden en midaldrende og lettere gråhåret mand, men der er stadig krummer i ham, og her har han begået en kæmpe lovsangs-koncert, som det kun kan ske i Guds eget landMichael W. dukkede op allerede i 1983 med sit "Michael W. Smith Project", der blev nomineret til en grammy. Den fik han ikke dengang, men siden er det blevet til hele tre grammy-awards. I USA har den kirkelige musikindustri også sin egen Dove Award. Michael W. Smith har fået 33 Dove Awards på de omkring 25 år, han har været udøvende kunstner, hvilket siger noget om, hvilken kapacitet vi står over for. Der er ikke en kristen i USA, der ikke kender Michael W.
Snarere mission end kunst
Den ungdommelige rock-attitude er for længst lagt til side, men hans sprøde stemme lyder faktisk som i de gode gamle dage. Smith har en slags doktorgrad i musik, men fra 2006-2008 var han den ledende præst i New River Fellowship i Franklin, Tennessee. Og det er også mere som præst end musiker, han er gået ind i en lovsangs-produktion de sidste mange år. Ikke at musikken har lidt under hans præste-engagement, men det er tydeligvis hans vision, at hans CD'er mere skal inspirere til at være med end stå som personlige kunstværker.
Lovsangsmester
A New Halleluja er fremragende produceret og formidler flot den storladenhed og lovsangs-stemning, der må have været i Lake Wood Church, Houston, Texas den 20. juni sidste år, hvor optagelserne er fra. Trods det gigantiske setup, står de enkelte instrumenter og ikke mindst vokalen fint frem, og teksterne er lige til at synge med på. Ellers er teksterne med i inlay'et. Blandt de formentlig tusindvis af deltagere var også The African Childrens Choir, som er en slags æres-gæstekor på CD'en.
Er man til lovprisning med band og forsanger, er Michael W. en af de ypperste mestre. Han har for øvrigt gæstet Danmark et par gange, så en mulighed for at opleve "the real thing" uden at flyve flere tusind kilometer kan måske opstå igen.
Michael W. Smith
A New Hallelujah
Reunion Records, Sony BMG (forhandles af Refleks Musik i Danmark)
Asbjørn HansenFlere anmeldelser