The Crying Light

Antony and The Johnsons nye album “The Crying Light” er på én gang meget sørgeligt, meget opløftende og meget smukt. Det bliver du nødt til at høre

“I need another place/Will there be peace/I need another world/ This one's nearly gone/I'm gonna miss the birds/Singing all there songs/I'm gonna miss the wind/Been kissing me so long”. Disse ord stammer fra sangen ”Another World” fra Antony and The Johnsons nye album, der har fået titlen ”The Crying Light”. Af ordene fremgår det, hvad dette album mest af alt drejer sig om: den katastrofekurs, som mennesket har styret sin klode ind på, og som det nu må lære at leve med.
Den centrale skikkelse i Antony and The Johnsons er den transseksuelle Antony Hegarty. Han er både forsanger og har skrevet det meste af musikken og teksterne. Antony Hegarty er velsignet med en helt særegen stemme. Der var engang en, der beskrev den som lyden af din bedstemor, der skråler med i kirken. På en måde er det slet ikke en forkert karakteristik. Der bliver sunget i falset og lavet vibrato til den helt store guldmedalje. Men samtidig synger Antony Hegarty fantastisk smukt og med et intenst nærvær. Formulere på en lidt plat måde, virker det som om, han virkelig mener det. Jeg har svært ved at forestille mig andet end, at hans sang må gribe og røre enhver, som lytter til den.

Ønsket
”The Crying Light” er præget af et helt grundlæggende paradoks, som er blevet indfanget i titlen. Albummet fremmaner en dyb sorg over den tilstand, som vores klode befinder sig i, men samtidig synger Antony Hegarty sorgen ud for os med sin store kunst. Han skaber et lys i det mørke, som han samtidig peger insisterende på og tvinger ned over os. Albummet er på én gang meget sørgeligt og meget opløftende. Nok lever vi i en verden, som er i fare for at falde fra hinanden, men på den anden side lever vi også i en verden, hvor der findes kunst som den, der er repræsenteret på ”The Crying Light”. 
Antony and The Johnsons har tidligere udgivet ”Antony and The Johnsons” (2000) og ”I am a bird now” (2005). På disse albummer kredsede Antonys tekster i høj grad om at være fremmedgjort over for sig selv - om at føle sig som en kvinde men at være født i en 1,90 cm høj mands krop. På ”The Crying Light” kredser teksterne ikke så meget om ham selv, som om os alle sammen. Alligevel er der store ligheder mellem temaet i ”The Crying Light” og temaet i de to foregående albummer. På sin vis handler alle tre om at føle sig fremmedgjort over for sine livsbetingelser og om et dybt og håbløst ønske om, at de kunne være anderledes. 

En påmindelse
Antony and The Johnsons nye album kan lære os at leve med frygten for vores klodes fremtid og minde os om det ansvar, vi har for den. Albummet kan også minde os om vores ansvar for at skabe et samfund – og herunder en folkekirke – hvor der er plads til at være homoseksuel, biseksuel, transseksuel, transvestit og alt muligt andet, der ikke passer ind i forestillingen om, at der kun findes to køn, og at det eneste rigtige parforhold er det heteroseksuelle. Og albummet kan minde os om det mægtige potentiale kunsten har for at udtrykke og bearbejde vores liv og erfaringer. Alt sammen noget, der er værd at blive mindet om.

The Crying Light
Antony and The Johnsons
2009