Virelai

Virelai gør med deres nye cd, som med tidligere, middelalderen levende for tilhøreren.

Den gamle – sikkert middelalderlige – folkevise ”Agnete og Havmanden” er ikke med på Virelais nyeste cd. Men med titlen ”Havmandens kys” ledes man alligevel i den retning. Det er musik og sang, som i sit inderste afspejler middelalderens og alle tiders ”Muhammed-krise”, sammenstødet mellem den gamle folketro og kristendommen.

 

Havmand eller havemand

I visen om Agnete og Havmanden forelsker Agnete sig i Havmanden, som fører hende til havets bund. Her føder hun ham på otte år lige så mange sønner, men da hun en dag hører kirkeklokkerne oppe fra landjorden, drages hun mod sit hjem. Hun får lov til at besøge kirken, men havmanden stiller en række betingelser. Hun svigter kort sagt dem alle, og da den bedrøvede havmand kommer for at appellere til hende om at vende tilbage, nægter hun, selv da han taler til hendes moderfølelse over for ”både de store og de små, og det lille, som i vuggen lå”. Den dramatiske slutscene finder sted i selveste kirken, hvor Agnete altså vælger havemanden frem for Havmanden.

 

Nøkker

Havmanden – eller Nøkken – repræsenterer dermed på én gang den farlige hedenskab (da han træder ind i kirken vender ”alle de små billeder” sig om), men samtidig er hans ærinde jo yderst respektabelt: Tænk på dine børn, vend tilbage til det liv, hvor du hidtil har gjort fyldest. Visens store og uafklarede spørgsmål er: Hvornår fik Agnete egentlig nøkker? Var det, da hun fulgte sit hjerte og fulgte Havmanden i dybet? Eller var det, da hun svigtede sit hjertes valg og faldt tilbage i det gode, borgerlige og småkedsommelige kirkeliv? Er det Havmanden eller kirken, der gør Agnete fortræd?

 

De gode græd og de onde lo – eller osse er det omvendt!

I Jesper Jensens, Klaus Rifbjergs og Leif Panduros nytårskomedie fra 1971, den pinligvis stadig aktuelle ”Gris på gaflen”, forekommer en vise med omkvædet ”- eller osse er det omvendt!” Det er på sin vis det samme spørgsmål, der går igen i en del af de viser fra middelalderen, som nu foreligger i en særdeles anbefalelsesværdig udgave fra Virelais musiklaboratorium: Er det, som jeg holder for sandt, nu også i egentlig forstand ”godt”, bare fordi jeg holder det for sandt? Eller kunne man, som man ofte gør i viserne, flytte synsvinklen? Er det altid sejrherrens historieskrivning, der giver mund og mæle til de evige sandheder?

 

Ikke kun skæg og ballade

Det er altså ikke kun skæg og ballade og sjove dragter og folkloristiske dansetrin, det drejer sig om, når drejeliren sættes i sving. Det er i inderste forstand spørgsmålet om sandhed og løgn, ofte set fra neden, fra den skæve vinkel, som i hvert fald ikke er magthavernes. Det vil selvfølgelig være en overdrivelse – og måske en anelse patetisk – at udråbe Virelais medrivende musikalske leg og spændende musikhistoriske eksperiment til et politisk manifest eller noget i den retning. Måske er det også nok bare at sige, at Virelai med deres nye cd, som med tidligere, har gjort middelalderen levende for tilhøreren. Men Virelais bud på den strengt taget ukendte middelalderlige ”sound” lægger det nær at formulere den antagelse, at den europæiske musik, der som kunstart i alle senere perioder skulle blive den åndelige og økonomiske elites udtyksform, i sit udspring og i sine rødder var ”folkelig” – på den fede måde.

 

Virelai: Havmandens Kys
VIRELAI03

ca. 150 kroner

Michael Pedersen


Flere anmeldelser