19. december 2007

På himlens kant


Fatih Akin, den tysk-tyrkiske filminstruktør, har med denne film lavet endnu et mesterværk af en filmfortælling. Seks skæbner bindes sammen og tematiserer kærlighed, tilgivelse, død, politik, generationer, kultur og religion.

Faith Akin sender sin seer rundt i tid, på forskellige steder, og vi får lov til at betragte historien fra mange vinkler i en mesterlig sammensætning af historie og billeder.

Det er skildringen om den gamle mand, der forelsker sig i en luder. Han har levet det meste af sit liv i Tyskland og har fået en søn, der er blevet professor i tysk. Der er et nært og på samme tid distanceret forhold mellem de to, og det bliver ikke mindre problematisk, da faderen ved et tragisk tilfælde kommer til at slå luderen ihjel. Hun har en datter i Tyrkiet, der er politisk aktiv og forfulgt af de tyrkiske myndigheder. Pludselig løber historierne sammen, for hun søger sin mor og rejser til Tyskland for at finde hende. Her møder hun en anden pige og forelsker sig i hende. Den kærlighed udtrykkes intenst og smuk; men en ny tilfældig tragisk hændelse ligger og venter på at ødelægge den lykke. Det er endnu en fortælling om det vanskelige ved at bevæge sig mellem to kulturer. Her ser man hvor nemt det er, men samtidig også hvor vanskeligt, det er, at skulle håndtere det traditionelle og den almindelige vestlige udfordring. Her ser man de forskellige opfattelser af seksualitet, samliv, familie, retfærdighed, demokrati. Men bærende for hele filmen er nogle fælles fortællinger for de to kulturer. Interessant er især faderens og sønnens forhold til hinanden. Det modsvares på den tyske side af et mærkværdigt forhold mellem en mor og en datter.

Der er altid en linie, når Fatih Akin fortæller sine historier; men der er også altid masser af brud – og så løber det hele alligevel næsten sammen. Det er en fortælling om tilværelsen som den er, nemlig fuld af tilfældigheder, tragik, glæde, forelskelse og død – og pludselig er man på den anden side. Lige som man tror, at det hele går op, så skyder mennesker blot lige forbi hinanden. At hans fortællinger altid ender med, at man sidder med endnu flere spørgsmål end man kom med, finder jeg kun sympatisk. Han bruger de to timer fremragende. Ikke alene får man sig et godt grin, dér er også våde øjne i ny og næ, for det er en rørende humor, han er i besiddelse af. Man er ligeså chokeret over filmen, som man er over livet. Man sidder med den ene anelse om, hvordan det hele hænger sammen, men man får ikke alle spørgsmål besvaret. Det hele er slut, før man troede det.
Det er et moderne og symbolladet filmsprog; men det er hverken kunstigt eller opstyltet og derfor er det blot en nydelse i alle måder.

På himlens kant
Instruktør: Faith Akin
Tyskland, Tyrkiet 2007
120 minutter

 

Peter Hjort


Flere anmeldelser
Se også


Hannahs Valg



Departures



Earth


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København