En mand kommer hjem

Filmbilleder bliver fornemt spundet sammen til en vanvittig, dejlig, underfundig og komisk historie i Thomas Vinterbergs nye film. Der er nok at tænke over og grine af.

Karl Kristian kommer hjem til sin hjemby efter mange år som berømmet sanger, og dér opdager han en søn som han ikke anede fandtes. Meget værre er, at det gjorde sønnen heller ikke. Han havde fået en anden historie af sin lesbiske mor om sit fædrene ophav, der efter sigende skulle have begået selvmord foran et tog. Sønnen Sebastian bliver rasende på sin selvmorderfar og tillægger sig en stammen, og ikke så få komplekser. Og sikken livet begynder at udvikle sig: tilfældigheder, misforståelser, løgne og sandheder falder over hinanden. Sebastian er en stor, sød og kejtet ung mand – i lære som kok. Han skal ikke alene finde ud af kærligheden, som også hele tiden kompliceres af forskellige kærester. Hans forvirrede mor går rundt og plaprer ud med, at den kendte Karl Kristian er Sebastians far, og en af de sidste, der hører er det selvfølgelig ham, der skulle have hørt det først, og da han hører det, er det i forbindelse med et meget uheldigt optrin – og så er der også vold i luften.

Det er en historie i et lilleputrige – en historie om et menneske, der gerne ville se noget mere af verden og endte med at tabe fortroligheden og blev et offer for den kendtes tilværelse. Hele set-up’et omkring faderen er tragisk og komisk. Men verden er tragisk og komisk. Der er også den svenske kok, der hele tiden skal gøre sig til med alle sine idiotiske tricks for at få folk til at se sig. Han kan ikke bare lave mad – der skal også ideologiseres. Filmen er noget af en revselse af det overfladiske liv.

Jeg synes, at det er sjældent at man ser filmbilleder, som er så fornemt spundet sammen til en historie. Det er en vanvittig historie og den er dejlig, underfundig og komisk, og der er mængder at tænke over. Det er en film om hvor godt det er at blive befriet fra et traume. Det er ikke så lige til lige pludselig at være uden sin tragiske identitet – man holder bl.a. op med at stamme! Det er en god historie om, at alle forviklingerne nok kan komme i vejen, men hvis mennesker tør elske, så bliver mennesker frie og tør leve og pjatte videre med hinanden. Det er en ny måde at lave film på som udfordrer fantasien og filmen er ikke entydig. Spillet mellem drengene i køkkenet er en god beskrivelse af ”drengerøv”, og dramaet mellem de elskende er intenst. Ja, de spiller godt skuespil og man gider tænke videre over disse karakterer – og så gør det da ikke noget, at man får lov til at more sig over en ganske almindelig dansk hverdag – og får grint lidt af sig selv og sin tid!

Instruktion: Thomas Vinterberg
Nimbus Film,  Danmark 2007
Spilletid: 100 min.