Dykkerklokken og sommerfuglen

En film om at miste evnen til at kommunikere med andet end et blink fra øjet. En tragedie båret frem af smukke ord og billeder

Det skete virkeligt i 1995, at det franske modemagasin, Elles, chefredaktør Jean-Dominique Bauby blev ramt af en kraftig hjerneblødning i en alder af 42. Han kom til at lide af det såkaldte locked-in-syndrom. Bauby nåede at ”skrive” sin historie om, hvordan det er at være lukket inde i en dykkerklokke og kun have det ene øjes bevægelighed, hukommelsen og fantasien tilbage. Alt andet var lammet. Amerikaneren Julian Schnabel får i denne film disse erkendelser gjort til billeder.

Mand er mand
Perspektivet i filmen er hele tiden Baubys, og mønstret er en evig skiften mellem det øje, der fungerer, fantasien og hukommelsen. Man mærker det liv, han levede, og ser hele tiden, hvordan det omsætter sig i en erindring, der virker livsbekræftende. Der bliver ikke gjort nogen hemmelighed af tragedien i denne film. Det er ikke et flæbende stykke sentimentalitet om, at livet sandelig stadig er alt – også selv om man sidder hen som en grøntsag. Det er virkelig en film om, at der findes en livskraft, et begær, en vilje, som ikke kan overvindes. Fantasien kalder de smukkeste forestillinger frem, og øjnene søger stadig de steder hen på de smukke kvinder, der omgiver ham, hvor han altid har elsket at udfolde hemmelighederne. Vinden blafrer i talepædagogens skørter og i sekretærens kjole, og man oplever, at mand er mand og end ikke kan tæmmes af en hjerneblødning. Der er også den stærke kærlighed mellem far og søn, mellem far og børn, og skrækken for at være en zombie og være til besvær. Der er den søgende kærlighed til børnenes mor. Der er den kæreste, som han bare må længes efter, for hendes kærlighed kan ikke holde til at se ham helt fordrejet. Hun elsker ham, men elsker vist i virkeligheden sin egen kærlighed mere og kan derfor kun græde over den. Hende, der har besværet og sidder og skriver hans erindringer, lærer ham så godt at kende, at hun ikke kan bremse sin betagelse.

På besøg i et andet sind
Det er sandelig også en film om, at læger kan sige mange interessante og dumme ting på én og samme tid. Velment er det sikkert, men følelsesløst og ubetænksomt, nedladende og en trampen rundt i futiliteter. Her lærer man en fuldstændig intakt bevidsthed at kende, som blot ikke kan svare; men hele tiden er afhængig af andres reaktioner. Det er ikke kun billederne, som er båret frem med en ubeskrivelig skønhed. Det er ordene også. Ikke et tilfældigt ord; men en opvisning i hvor smukt sproget kan udforme tanken og være præcis, når der ikke er plads til fejltagelser, for fysikken tillader ikke det utænkte. Når det er så vanskeligt at formulere sig, er der ikke plads til udstregninger! Filmen tager virkelig sin seer med på en gæsteoptræden i et andet sind og lukker én ind i det univers, hvor tanken, følelsen, fantasien, hukommelsen er til stede, men kun kan formidles ved et blink med øjet og til den, der har tålmodigheden til at vente. Selv et lille publikum en lørdag eftermiddag kunne ikke holde stilhed og betagelse tilbage!

Dykkerklokken og sommerfuglen
Instruktion: Julian Schnabel
USA, Frankrig 2007
112 minutter