Børnehjemmet

En uforudsigelig fantastisk historie om at gøre op med sin fortid og blive sig selv af den spanske instruktør Bayona, som med sine poetiske billeder fortæller, forskrækker og skaber rum

Laura og Carlos har købt det hus, hvor Laura boede, før hun blev adopteret, og vil igen indrette det til et børnehjem, hvor de skal passe børn med særlige behov (hedder det vist nu). De har deres egen dreng, Simon, som også er adopteret og desuden er HIV-positiv. Simon ved hverken af, at han er adopteret eller bærer på en dødelig sygdom; men det kommer for dagen, og så ruller dramaet.

Gys og gru bag panelerne
Det er en film om skyld, død, liv, anklage, fortid og nutid. Det er først og fremmest en film om at fortid, nutid og fremtid mødes i menneskets sind og sjæl. Det er ikke tilfældigt, at jeg også fremhæver sjælen, for det er virkelig, som om filmen hævder en yderligere dimension end psyken og historien. Det er en film om at komme til sig selv og komme på det rene med sin fortid. Det handler om, hvor skræmmende det er at blive sig selv. Det er nok en befriende proces, men det er igennem mange gys. Historien lader sig ikke slå ihjel. Hvis man vil ned i kælderen og ind bagved alle panelerne, så kan der ligge noget og lure på én. De fantasier, man har om død og liv, har det i øvrigt med at smitte af på omgivelserne. Ind i mellem går filmen fuldstændig i sort – og det er som om, der begyndes forfra. Det handler også om døden som en parallel ”livsform”. Men de gys, man får undervejs, er så effektive, at hvis man ikke slår knuder på sine ben, vil de sparke så hårdt til sædet foran, at man sandsynligvis katapulterer mennesket i stolen langt op i himlen. Jøsses, hvor bliver man forskrækket!

Fra skræk til dvælen
Det er et generalangreb på det endimensionale menneske, der kun eksisterer ved sit intellekt og udelukkende er dennesidig og ikke tør befatte sig med troen og den åndelige verden. Der er noget, der binder historien, fortiden, nutiden og fremtiden sammen. Der er referencer til Peter Pan-historien hele tiden, og døden fremstilles ikke som noget skræmmende, for dér opstår man blot til livet, som det skulle have været. I Peter Pan-historien er der blot ikke skræk, frygt og dæmoni.
Filmens billeder er poetiske. Historien er uforudsigelig og i den fantastiske genre. Man kommer hele følelsesregistret igennem fra den yderste skræk og anspændelse til glæde og dvælen ved meningsfylden. Det fyrtårn, der er slukket til at begynde med, er tændt i slutningen af filmen, og sådan er der hele tiden symboler og antydninger, der vælder frem. Der er ikke en sætning eller et billede, der ikke kalder på nysgerrig kommentar. Det er en billedhistorie af de sjældne, som skaber mange rum i seeren.

Simon spilles fremragende, og faderen Carlos lægges der også solidt skuespil til af Fernando Cayo, som burde belønnes for denne afgørende birolle. Laura spilles af Belén Rueda, og mage til fremragende skuespilkunst skal man lede længe efter. Hendes ansigt er med i hver en scene. En fuldstændig identifikation og dermed også helt autentisk. Spansk film har virkelig nået en højde af de sjældne med denne gyser, dette epos, denne indsigtsfulde erkendelse på film.

Børnehjemmet
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Spanien 2007
110 minutter