Juno

Filmen om den sekstenårige Juno er sjov og rørende. Man kommer godt omkring i livets alvor, men uden at det bliver moraliserende, og man lærer en forrygende mængde af nye ord

Juno er seksten år. Hun er som så mange andre sekstenårige. Hun har et skarpt blik, der hele tiden afslører hendes omgivelser, og hun kan sætte ord på, hvad hun ser. Juno har forelsket sig i Paulie Bleeker, og en eftermiddag overgik lysten optugtelsen i en stol, og det bliver der en graviditet ud af.

Man skulle ikke tro, at der kunne gøres en komedie ud af det; men det er lykkedes fortræffeligt. Replikkerne fyger gennem luften mellem Junos far og papmor og Juno. Sproget, der anvendes, ville nok kunne få en sømand til at blegne, og de fleste vil nok gå en del rigere på ord fra biografen. Men det er forrykt komisk, hvad man udsættes for.

Livet i alle dets afkroge
Juno vælger at føde barnet, efter at aborten er blevet overvejet. Hun finder et ungt par, Vanessa og Mark, som gerne vil adoptere. Her udsættes vi også for et socialt klask, der vil noget. Ligeså lavmiddelklasse hun er, ligeså højmiddelklasse er de forældre, som hun har udset sig til sit barn. De bor smukt, og livet er sat på sporet; men som hun lærer dem bedre at kende, opdager hun, at deres liv er ved at falde fra hinanden. Til at begynde med får man en vældig sympati for Mark, hvis liv er blevet sat ind på det mindste værelse i huset; altså alt det, der ikke har kunnet pakkes i kasser nede i kælderen. Han skal finde sig i Vanessas evige bekymringer. Der skal kun en antydning til, og så bryder hendes naturlige trang til pessimisme ud, og hun bliver uudholdelig. Men den sympati, som man indledningsvis får for ham, bliver snart fulgt af en sympati for hende. Han er nok noget barnlig og vil ikke vænne sig til at være voksen og kryber i skjul i sin fortid. Han mærker slet ikke, at der bag ved al Vanessas pessimisme i virkeligheden blot skjuler sig et skrøbeligt sind, der gerne vil gøre sit allerbedste.

Håb og nærhed og nye ord
Det er en film, hvor man ler meget. Det er forrygende mængder af sprog, og man tror, det er løgn, hvad der bliver sagt. Det er en feel-good historie; men smerten og tragedien kan man kun overse, hvis man er tungnem. Der er vidunderlige momenter med fortættet håb og nærhed.
I USA laver de mange forskellige slags film. Denne er sjov, rørende og meget alvorlig og ingen moralisme luftes. Den er nok mere provokerende i USA end hos os; men vi har godt af at se den, le ad den og komme til at tænke på vores liv.
Det er en rørende skildring af teenagekærlighed og forældrekærlighed, og man aner hele tiden alvoren, selv om underholdningsværdien er høj.

Juno
Instruktion: Jason Reitman 
USA 2008
Spilletid: 92 min.