Hallam Foe

Filmen er en flot og væsentlig historie om at elske og kærligheden der svigter – og hvordan man bliver menneske når man må erkende at man blev udsat for svigt

Den 17årige Hallams mor er død for et par år siden, og nu kæmper han med at få det på plads hvad der egentlig skete. Han synes at faren har været for hurtig med at flytte sammen med en ny kæreste. Han kan ikke fordrage hende, men er også distanceret fra sin søster og far. Han mistænker faren og stedmoren for at have myrdet moren.

I baghaven har han bygget sig en ”rede” oppe i et træ. Her trækker han sig tilbage til og nyder morens kæmpeportræt på væggen, og iagttager i det hele taget tilværelsen ovenfra og på afstand. Han lever et liv som iagttager. Han er aldrig med, men enten på afstand eller over. Gedulgt følger han andres kærlighed, nysgerrighed, skænderier og kælerier. 

Kærligheden som befrier
Hallams spionage fra tæret bliver opdaget og han løber hjemme fra. I Edinburgh ser han en kvinde der ligner hans mor, og han følger hende og opsøger hende. Men for at finde ud af hvem hun er, må han om ad mange krogede gange, ind i små rum. Han kravler henover tage, iagttager, belurer og er hele tiden i fare for at styrte ned fra tagene og for at blive afsløret. Han må både ad krogede og mørke gange, men også om bagved tiden for at lære hende at kende.
Hun fører ham igennem krisen, han får arbejde, kommer til sig selv i et ligegyldigt arbejde. Hun lærer ham ikke kun at iagttage, men også at elske. Han kommer tættere og tættere på sig selv og sin historie og en dag kan det ikke længere holdes ude i strakt arm hvad der skete dengang hans mor omkom. Den smertefulde sandhed går op for ham. Han bliver befriet og behøver ikke længere at være henvist til et liv i afkroge, smalle gange, skjult og oppe i højderne. Da han lærer sandheden at kende kommer han ned på jorden, får faste trin på gaderne og er i øjenhøjde med mennesker og tilværelsen.

Musikalsk filmsprog
Det er en enkel skønhed der udspiller sig for øjnene. Landskaber og bybilleder står klart. Der er et kraftigt symbolsprog, men på intet tidspunkt vækkes irritationen. Musikken er helt i top. Der tales ikke meget i denne film, og alligevel myldrer historien af sted, og man er både godt underholdt og intellektuelt anspændt hele tiden. Filmen er stramt komponeret – ikke et sekund for lang eller kort. Man går derfra med et ønske om snart at se den igen for der er mange interessante psykologiske betragtninger at komme tilbage til og mange billeder at fordybe sig i.

Det er en væsentlig historie om at elske og kærligheden der svigter – og hvordan man bliver menneske når man må erkende at man blev udsat for svigt. Den historie bliver man aldrig færdig med at se og fordybe sig i for den er tilstrækkelig rammet ind, men også fornødent åben, og derfor er der masser af plads til eftertanke og fortolkning! Spændende!

Hallam Foe
Instruktør: David Mackenzie
Storbritannien 2007
Drama
95 min