Farvel Bafana

Filmen går tæt på det helvede som apartheid var, men det er også en smuk beskrivelse af hvordan mennesker forvandler sig med tiden og bliver lydhøre

James Gregory voksede op sammen med en sort kammerat i Transkei og kom derfor til at tale Xhosa. Det sprog blev hans store fordel da han senere som fængselsbetjent skulle arbejde sig op i hierarkiet. Han blev sikkerhedstjenestens gode kort da Nelson Mandela blev interneret på Robben Island. Han forstod de sorte fangers indbyrdes samtale og kunne dermed meddele deres tanker videre til sine foresatte.

Fra ligegyldigheder til handling
Filmen er et stykke sydafrikansk historie. Det er altid som om historien begribes bedre når man kommer helt tæt på og ser hvordan den udvikler sig i familier, mellem familier og helt personligt. James Gregory er en typisk hvid sydafrikaner der afskyr de sorte, og ærlig talt synes han bare at de skulle have henrettet Mandela, for han anså ham for at være terrorist. Sammen med familien rykker Gregory teltpælene op og bosætter sig på Robben Island. Familien bliver en del af et lille hvidt ”community” hvor man ikke har tid til andet end ligegyldigheder. Hans hustru interesserer sig kun for mandens karriere, og hun gør sit bedste for at oberstens hustru skal sige god for Gregory og bringe ham i god omtale for sin mand.
Ved en tur ind til fastlandet oplever familien Gregory en arrestation. Deres lille datter bliver forfærdet over den behandling de sorte udsættes for og er ikke menneske i dagevis efter den oplevelse. Der sker noget i deres liv. Deres forklaringer strækker ikke til. De begynder selv at se og få forståelse for fangerne. Gregory får fat i ”Frihedserklæringen” og ser at den ikke indeholder alt det revolutionære som regeringen hævder. En menneskelig handling fra hans side ødelægger ikke alene hans forhold til de øvrige fangevogtere, og hans hustrus status som alles frisør; men betyder også at obersten bliver forflyttet.

Om brutalitet og menneskelighed
Det er en film om den brutalitet som ethvert totalitært system altid overlever ved. Det handler også om hvor infam og brutal den hvide hakkeorden er. Men først og fremmest er det en film om at menneskelighed ikke kan holdes tilbage. Sandhed og retfærdighed kan man godt prøve at bremse; men forhindre at det sker fyldest er ikke muligt. Mennesker får sans for hinanden. Ikke alene deler vi glæder, men også tragedier, og det bringer os tæt på hinanden. Filmen går tæt på det helvede som apartheid var og viser med ubønhørlighed hvor gennem-ondt systemet var. Det er også en smuk beskrivelse af hvordan mennesker forvandler sig med tiden og bliver lydhøre.

Sydafrikas skønhed ser man på hele tiden. Dette er flotte billeder og historien er fortalt med spænding og indlevelse; men den er for lang (eller også har denne anmelder for store forventninger til fortællingers sammenhæng). Både forfattere og filmkunstnere skal altså vænne sig til at stramme op og hverken lade ord eller billeder løbe fra dem! Et godt indblik i et system som man om nogle år end ikke kan forstå at mennesker kunne finde på.

Farvel Bafana
Belgien, Tyskland, Storbritannien og Sydafrika 2007
Instruktør: Bille August

140 minutter