Sommertid

’En vase får mening, når den står i en stue med blomster i.’ Sådan opsummerer hovedpersonen, Frédéric, filmens budskab. Ting har kun ægte værdi i samspil med mennesker og det liv, de besjæler tingene med. Men Sommertid savner desværre selv liv

Arv er det velkendte tema i ’Sommertid’, men bliver denne gang behandlet fra en anderledes vinkel. Det er de efterladte ting i de efterladtes hænder, som er i fokus, og her ligger filmens største styrke. Sommertid lægger nemlig op til en generel refleksion over vores moderne samfunds historiebevidsthed - eller mangel på samme. For hvordan forholder man sig som nutid til den stadigt voksende kulturelle og historiske arv, som kræver ens opmærksomhed og engagement? Og hvordan bevarer man balancen, så det liv, der skal leves nu, ikke bliver sekundært i forsøget på at fastholde historien og de mennesker, som var engang?

Arv og familie
Historien er enkel. Tre søskende i fyrrerne mister deres mor (Edith Scob) og skal beslutte, hvad der skal ske med hendes smukke landhus uden for Paris, som er fyldt med kunst og antikviteter. Moren har i en årrække levet sammen med et perifert familiemedlem – en berømt fransk maler – som døde nogle år tidligere, og som har produceret og samlet uvurderlige kunstværker og sjældne møbler. Den ældste søn, Fréderic, flot spillet af Charles Berling, er som den eneste bosat i Paris, mens lillesøster Adrienne (Juliette Binoche) og lillebror Jérémie (Jérémie Renier) har travle liv i udlandet.
Ansvaret for varetagelsen af arven lander dermed på den ældste i søskendeflokken, som det ofte er tilfældet. Frédéric en kritisk, delvis misforstået økonom, der i sin seneste bog redegør for kapitalismen som et slags bluffnummer. Han repræsenterer filmens historiske bevidsthed med sit ønske om at bevare arven, mens de andre hellere vil sælge og have pengene.

Guf for frankofile
Vi er i klassisk fransk selskab i denne film, som lever op til alle gængse fordomme og generaliseringer om franskmænd og fransk film: Persongalleriet består primært af akademikere og kunstnere. Der drikkes kaffe på caféen, kindkysses, og middagsbordet bugner af rødvin, lammesteg og quiche. Kunsten, blomsterne, ånden og familiebåndene mætter filmens billeder. Det er alt sammen herligt at iagttage. Men der er noget, der skurrer, for filmen forholder sig intellektuelt og principielt til sit problem, på en måde som skaber en unødvendig distance og mangel på indlevelse hos seeren.

Fjerne karakterer
Fransk film kan noget særligt med at få de store, eviggyldige temaer i spil. ’Sommertid’ stivner imidlertid i sin altdominerende præmis om tage udgangspunkt i de fysiske ting frem for personerne. Tilsyneladende er det da heller ikke filmens ærinde for alvor at gå ind i de følelsesmæssige aspekter omkring det at miste en forælder. Men det kommer til at virke forceret med det manglende fokus på sorgen og med indbyrdes konflikter, som aldrig folder sig rigtigt ud. Kun glimtvis – som da kameraet dvæler ved datterens sorgfuldhed efter afskeden med sin døde mor i kapellet – får karaktererne krop og sjæl. Resultatet er en æstetisk overbevisende film, der efterlader beskueren sært uberørt af de mennesker, man får lov at følge i en ellers skelsættende periode af deres liv. De er smukke, stærke og stolte, men jævnt hen uvedkommende, og det er ærgerligt.

Sommertid (L’heure d’été)
Instruktion: Olivier Assayas
Frankrig, 103 min.
Danmarkspremiere d. 11. september i Grand Teatret København og Øst for Paradis, Århus.