Sorte kugler

Vi har alle noget, vi kan være bitre og sure og klejne over, men det er kun os selv, der kan gøre op med bitterheden og bruge livet godt, mens tid er. En sand prædiken fra en stand-up med noget på hjertet

Det er svært at spå, især om fremtiden. Det samme kan man sige om himlen. Hvad sker der, når man dør? Det er Anders Matthesen (Anden) ikke bleg for at fortælle os.

Dobbelt udgang
Den sølle ejendomsmægler Alex Klein føler sig så klejn i sit liv, at han ikke formår at se ud over sin egen næsetip og hen på de mennesker, som omgiver ham i hans faktisk almindelige, men udmærkede hverdag. ”Jeg holder af hverdagen”, som Dan Turéll skrev i et digt, men det gør Alex ikke. Han ignorerer på det groveste sin kone, datter, søster, svoger og mor, som er en del af hans liv, og som forsøger at bidrage til hans lykke med hverdagens små søde punkter, men han holder ikke af sit liv. Klein er utilfreds og dør ca. 20 min henne i filmen. Her kommer han i himlen, hvor han møder Gud (? I presume) som hedder Lurifax. Lurifax placerer nu Alex i en quiztest i form af forskellige valgsituationer, hvor han har mulighed for at få flest af de sorte kugler i sit ene quizrør, hvilket vil føre ham til efterlivet, eller at få flest af de hvide kugler i det andet quizrør, hvilket vil føre ham tilbage til livet. Men kun hvis han kan lære af sine hidtidige fejl og blive klogere på det hele; på livet og på sine nærmeste og sig selv, ja, i det hele taget skal Klein lære at være taknemmelig over, hvad man har, mens man har det.

Valg med konsekvenser
I sandhed en moralsk film, og egentligt kan man undre sig over, at kristendommen har så dårlig branding i disse år, mens Matthesen har så god branding, når budskabet i en del af evangelieteksterne og i Matthesens film er det samme: Et menneskes valg har konsekvenser både for omgivelserne og for det selv. Man kan vælge at være opmærksom på sine omgivelser, eller man kan lade være. Hvis man, som Alex, er en lille mand, som er så optaget af sig selv, så man sviner kaffedamen til, fordi hun ikke kan kende forskel på cafe latte og kaffe med mælk; irettesætter sin søster for hendes musiksmag og ukorrekte dansk (hvilket det er, men derfor behøver man jo ikke sige det); hvis man ignorerer ens datter, når hun fortæller om sin hverdag og er misundelig på sin kone over, at det går hende godt, ja, så er man klejn. Filmen er således moralsk i sit budskab. Man skal ville sin næste det godt, for derved får man det selv bedre.

Retfærdiggørelse anno 2009
Man kan spørge, om Andens moral så er en moral, som siger folk noget i dag? Er det ikke lidt gammeldags? Åbenbart ikke. Måske er det ligefrem det evigtgyldige i det, som gør filmen spændende: Får man, som man har fortjent, eller skal man være glad for at modtage det, man får? Alex har fået mere, end han har fortjent, men alligevel er han ikke glad, og det er tankevækkende. Ikke mindst teologisk tankevækkende. For filmen berører det væsentlige spørgsmål for protestantismen, der angår forholdet mellem gerningsretfærdighed og selvretfærdighed. Hvorfor skal man handle godt? Og går det én bedre, hvis man handler godt frem for egoistisk? Det er spørgsmålet om gerningsretfærdighed, som her er på dagsordnen.

En stand-up på prædikestolen
Luther sagde, at et kristent menneske ikke kan lade være med at gøre gode gerninger, samtidigt med at Tidehverv (med luthersk henvisning) har leveret et så kraftigt opgør med den selvsmagende gerningsretfærdighed, at man i et tidehvervsk perspektiv lige så godt kan lade være med at gøre noget godt. For dybest set gør man det bare for at se godt ud i andres øjne. Ikke fordi man mener det. Matthesens pointe er, at vi alle har noget, vi kan være bitre og sure og klejne over, men det er kun os selv, der kan gøre op med bitterheden og bruge livet godt, mens tid er. Det skal vi gøre, fordi vi ikke kan lade være, og ikke fordi vi regner med selv at få noget ud af det.
En sand prædiken fra en stand-up med noget på hjertet.

Sorte kugler
Instruktion: Anders Matthesen
Danmark 2009
82 minutter