Antichrist

Alene titlen kunne sikkert holde kirkeligt godtfolk fra biografrækkerne. Er det nu en film, man alligevel skal vove sig ind og se eller ej?

Der er allerede skrevet så meget om Lars von Triers film, mesterværk eller makværk, om von Triers følelsesliv, om kvindehad og kitsch, at man kan skrive og sige, hvad man vil: Det meste er sagt før og modsagt af andre.

Smukt, spændende, grusomt
Men…det er en meget voldsom film, det er der ikke nogen tvivl om. Fra prologens æteriske slowmotion-billeder, med barnets fald – gennem de fire kapitlers stadige intensiverende udfoldelse af livets og menneskesindets skyggesider – til vi til sidst stavrer op af bakken, ud af biografen, med en oplevelse af at have set alt for meget og måske ikke rigtigt noget alligevel. Fra start til slut er tilskuerne hensat i en gru over, hvad de ser, og hvad der mon kan ske.
Filmen er ikke for sarte nerver, slet ikke: Sex og vold, kærlighed og ondskab, mystik og psykose flyder sammen til et. Men hvis man er villig til i 100 minutter at være gæst i Lars von Triers rædselskabinet, så er det en film fuld af smukke, spændende grusomme billeder.

På visit
Vi er gæster i von Triers univers – Det nævnte han selv i Cannes, og det er virkelig sandt med den her film. Den er en smeltedigel af hans tidligere film og tematikker kogt ned i knivskarpe billeder. Prologens slowmotionbilleder, rum, vand og lys ligner hans afgangsfilm fra filmskolen ”Nocturne”, og hvert af filmens kapitler kan betragtes med reference til hver af von Triers trilogier. Første kapitel: Idealisten fra Europa/Epedemic/Forbrydelsens element, med det hypnotiske og fortællende forløb.
Andet kapitel med den lidende tjenerinde fra Breaking the Waves/Idioterne/Danser in the dark. Tredje kapitel afspejler grusomheden og hykleriet fra Dogville/Mandalay/Direktøren for det hele. Fjerde kapitel kunne så måske løfte sløret for tematikken for den næste trilogi. Og hvis det er sådan, der forholder sig, så er overskriften i hvert fald ”despair” (fortvivlelse).

Metafilm
Ud over at være et smeltedigel af hans hidtidige film, er Antichrist spækket med referencer til især Tarkovsky (som filmen er dedikeret til), Dreyer og Bertolt Brecht. Filmen har ingen egentlig genre, men trækker bredt og bliver næsten en ”metafilm” en film om det at lave film, og det er måske dens største force.
Lars von Trier har tidligere udtalt, at historien i filmen ikke interesserer ham synderligt. Han fortæller billeder, og historien er blot et tålt kit, der binder billederne sammen. Selvom han kapitelinddeler sine film, næsten som en parodi på den narrative form, så er historien i hans film og især i Antichrist til at overse – Det er ikke dér, man skal finde mening, hvis der er en.
Det psykologiske tema spiller en væsentlig rolle i filmen (den kan nærmest forstås som et lang og mislykket terapiforløb). Og alene dialogen er så mættet og tynget af lommepsykologi, at man let kan komme til at afvise filmen som selvudstillelse og som hans eget personlige opgør med psykiatrien.

Det religiøse som effekt
Men det religiøse i filmen? Den hedder Antichrist og handler om det onde som iboende i verden og i mandens og kvindens sind – om vores angst og vores tro, om vores kamp mod det onde måske? Filmen blev skrevet om efter Aalbæk i 2005 afslørede, at den handlede om, at Satan og ikke Gud havde skabt verden. Men det er ikke en religiøs film overhovedet. Snarere bruger han det seksuelle og religiøse som virkemidler til at vise psykolgiens og forståelsens grænse.
Personligt kan jeg hverken se filmen som et makværk eller et mesterværk. Men Antichrist er uden tvivl en spændende film, for dem der har mod på at være gæst i Hr. von Triers kabinet.

Antichrist
Instruktion: Lars von Trier
Danmark, Sverige, Frankrig, Tysklan, Italien 2009
100 min.