30. april 2009
The Duchess

Filmen skildrer den unge hertugindes kvaler og forløsning i 1800-tallets England. Trods det at filmen sine steder mangler fokus, er den i høj grad seværdig, ikke mindst på grund af den altid underskønne Keira KnightleyHertuginden levede i det 18. århundredes England og var en af Lady Diana Spencers forgængere. Det er en film om, hvordan virkeligheden var på det tidspunkt for kvinder af højadelen. Man blev født for at blive en eller anden adeligs gode hustru. Hvis man derigennem kunne forene nogle godser og noget ejendom, var det ikke ilde. Den eneste ret, kvinderne havde på jorden, var at se smuk ud og føde sønner, der kunne indgå i arvefølgen. Men der var også en gryende kærlighedsbevidsthed.
Længsler
Vi oplever, hvordan den unge hertuginde er grebet af forelskelsen og håber det bedste. Hun længes efter et menneske at hengive sig til og tror at få det i sin mand. Men hun oplever hurtigt, at verden er anderledes. Han er ældre og har prøvet det hele før. Han interesserer sig for politik og magt. Hans længsel efter hende er koncentreret i at få et kropsligt behov dækket. Den sensualitet og den kærlige følelse, som hun føler, bliver mødt af uhyre brutalitet fra hans side.
Ménage à trois
For hertugen er kvinder et nydelsesmiddel. Hertuginden gemmer sig i et venskab med sin nærmeste veninde. Hun opdager, at hun pludselig er blevet genstand for et ”ménage à trois” i sit eget hjem; men så oplever hun også, hvordan kærligheden findes i verden. Hun forelsker sig i den unge politiker, som forguder hende. Alle hendes længsler stilles. Men selvfølgelig kommer magten på tværs.
Skønhed og manglende fokus
Filmen er et udstyrsstykke. Her er kostymer til et halvt regiment. Her kan man drømme sig tilbage og ind i en helt anden verden. Det er det gamle England, vi præsenteres for. Filmen er ikke altid helt fokuseret. Den vil gerne sige noget om moderne tider, men det forekommer ikke helt koncentreret, og billed- og tankemæssigt er det ikke klart nok, hvad det nøjagtig er, som nu er interessant ved denne skikkelse. Alligevel kan jeg ikke andet end føle mig godt underholdt. Det er da forrygende at være vidne til et udstyrsstykke. Jeg har noteret mig, at kvindelige anmeldere ofte går i flæsket på Keira Knightley, og man aner hvorfor. Øjnene kan nemlig roligt hvile på hende uden at lide skade, og tilmed vil skønheden uden tvivl også gøre sjælen smukkere!
The Duchess
Instruktion: Saul Dibb
110 minutter
Frankrig, Italien, Storbritannien 2008
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser