Fri os fra det onde

Djævlene myldrer frem i denne film af Ole Bornedal, som med brug af hård vold og religiøse citater forsøger at hente ondskaben ind som andet end noget, der handler om de andre. Desværre lykkes det ikke helt

Fortællingen i filmen er den klassiske fortælling om to brødre. Johannes er mild og god, en succesfuld jurist med en hyggelig familie. Lars er hans modsætning – han er trucker med hang til druk og nævekampe og kæmper filmen igennem en ulige kamp med sine indre dæmoner. Lars kommer til at køre en kvinde fra deres by ned i sin lastbil, og da han behændigt får placeret skylden på den lokale ex-jugoslav Alain, eksploderer den lille vestjyske bys vognmænd og drukkenbolte i en blodrus, som river alt med sig. 

Den faste borg
”Vor Gud han er så fast en borg” er Luthers store salme om det menneskelige vilkår, når det/den ondes trussel fylder hele horisonten. I 1528, hvor salmen er skrevet, var truslen for en evangelisk prædikant meget konkret og fysisk, men det, Luther holder fast i, er netop, at det ikke er ved egen hjælp, magt eller bod, at sejren vindes, men at det ondes trussel er en skintrussel, for selvom djævlene myldrer frem på jord, så er det onde allerede besejret i Kristus – Selvom verden brænder ned til grunden, så har vi Guds rige, den faste borg.

Det dæmoniske greb
I Ole Bornedals nye film ”Fri os fra det onde” myldrer djævlene i stor stil over skærmen. Det er en barsk film, hvor ekstrem hård vold, blod, brand og lemlæstelse danner billedrammen for en film om, at ingen går ram forbi, når det dæmoniske tager sit greb. Pointen i filmen er netop, at der ingen fast borg er, ingen Kristus til at stå i mod det onde, ingen Gud, ingen hjælp. Det ondes trussel er ikke en skintrussel, for ”der er ikke mere”, som den alvidende fortæller siger. Alligevel bruges religiøse citater hyppigt filmen igennem, men referencerne er tomme klichéer, der ikke har noget indhold, end ikke for dem, som siger dem. 

Bornedalske virkemidler
Billederne er rigtig bornedalske: farverne er blege, der bliver gjort flittigt brug af overeksponering eller underbelysning, stærke lystkontraster, nærbilleder og store naturscener. På den måde kommer vi helt tæt på personerne, for det er deres stemninger, vi ser i billederne, intet andet. Lydsporet er på samme måde meget personligt. Vi hører kun det, vi skal. Baggrundsmusikken er afdæmpet og sjælden, og på centrale scener i filmen er reallyden skruet helt ned, så vi kun hører det, som er centralt for scenen.
Filmen er anderledes, end hvad der ellers kommer over disken fra de danske filmværksteder. Alene skuespillerne er ikke de typiske tordenskjolds soldater. Jens Andersen (som nogle kender som Polle fra Snave) spiller Lars med skønhed og dæmoni troværdigt og spændende. Stand up-komikeren Lasse Rimmer er god som Johannes, man mærker nuancerne i hans karakter og dybden i hans personlige afgrund. De øvrige karakterer i filmen er gennemgående velinstruerede og interessante.

Latent ondskab
At ondskaben, den ondskab som vi bilder os ind kun at kende fra krigszoner, fra Rwanda, Ex-jugoslavien, fra kz-lejrene, ikke er fremmed, men ligger latent i enhver af os, er spændende. Når jeg alligevel gik noget uforløst ud af biografen, er det, fordi ondskaben står helt uforklaret i andet end tom dæmoni og dermed bliver noget plastisk og dermed alt for let at bevare distancen til. Det er Ole Bornedals ambition at vise os, at ondskaben ikke er geografisk og historisk fjern fra en dansk landsbyidyl., men projektet lykkes kun delvist for ham. I og med at volden er så ekstrem, rører den os nemlig ikke – den forbliver en skintrussel, og vi kan stadig trygt gå hjem og sige: ”Det kunne aldrig ske i vores lille by.”

Fri os fra det onde
Instruktion: Ole Bornedal
Danmark, Sverige 2009
97 minutter