26. marts 2009

Blekingegade


Instruktøren kommer gående ind i studiet med Bo Weyman i begyndelsen af filmen og et par timer efter forlader de begge studiet igen. Ind i mellem er der blevet udredt et stykke danmarkshistorie, som både er en politisk og en kriminel historie

Blekingegadebanden var for stor for os. Jeg husker, hvordan det blev behandlet i pressen. Ingen kunne i virkeligheden tro det. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at politisk kriminalitet af denne karakter kunne gemme sig i dette land. Filmen går på jagt efter, hvad det egentlig var, der skete oven i hovederne på bandens medlemmer. Hvad tænkte de? Hvem stod bag dem? Det var et tidspunkt i verdenshistorien, hvor der rasede en frygtelig krig i Vietnam. USA fik sig både tilhængere, men sandelig også modstandere i den krig. Så var der den evige uoverensstemmelse i Mellemøsten, men en vågnende opmærksomhed, hvad angår de palæstinensiske forhold. Vi får et kig ind i de politiske miljøer, hvor kritikken af USA og Israel var størst; men i særdeleshed får vi et kig ind i de miljøer, hvor man greb til våbnene.

Optrevlet ved en tilfældighed
En vis grad af revolutionsromantik opstod i mange kredse. Man var ikke bange for at gribe til den yderste vold. Man tænkte på mord og på kidnapning – alt sammen var helt legitimt i den hellige sags tjeneste. Man ser ind i miljøer, hvor vreden og sansen for det retfærdige bliver blandet og gør mennesker blinde for deres egne skavanker. I løbet af filmen får man et godt kig rundt i verden i 70’erne i Vesten. Men der er også den helt elementære opklaringshistorie. Hvordan blev dette opklaret? Det er nogle meget ærlige betjente, som redegør for, at dette bestemt slet ikke var nogen enkel sag at komme til og få fat i. Det beroede næsten på en tilfældighed, at sagen med ét rullede. Man får et indblik i, hvor pertentlig en politioperation er – og så alligevel vil den ikke føre noget med sig. Det er elementært spændende.

Stærke drømme og protest i hjertet
Undervejs er der mange samtaler med Bo Weyman, som fremstår som et ærligt og ligefremt menneske. Han stod af et halvt år inden, det fatale røveri i Købmagergade fandt sted, og hvor en 22-årig betjent blev myrdet. Dette mord er aldrig blevet opklaret. På en måde undrer det mig, at man ikke går hårdere til bandens medlemmer og lader dem syde lidt mere mht. dette mord. Vi bliver hele tiden konfronteret med, hvor vanskeligt det er for soldater i krig, når de erkender, at de har taget livet af en fjende. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der skulle gøre det nemmere at leve med et politisk mord. Det hænder, at man bliver lidt bange for dem med de stærke drømme! På den anden side ville verden være frygtelig uden dem med protesten i hjertet; men våben klæder dem ligeså dårligt som alle andre!

Det er en interessant film, som i vidt omfang er dokumentarisk i sit tilsnit. Jeg troede vistnok, at der ville være mere aktion og drama, så det var lidt skuffende.

Blekingegadebanden
Instruktør: Anders Riis-Hansen
Danmark 2009
104 minutter

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Hannahs Valg



Departures



Earth


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København