Mænd der hader kvinder

En eminent skuespilpræstation som Lisbeth Salander, et plot skåret skarpt ind til benet, en uhyggelig Twin Peaks-stemning samt et skud samfundskritik er med til at gøre filmatiseringen af ’Mænd der hader kvinder’ til et medrivende og spændende gys

Hvordan filmatiserer man en bog, der er læst af hen ved 20 millioner mennesker – og kommer godt fra det? Det findes der ingen opskrift på, men en af faktorerne i filmatiseringen af Stig Larssons ’Mænd der hader kvinder’ er uden tvivl castingen, karaktertegningen og den eminente præstation fra Noomi Rapaces side som den fascinerende sortklædte hackerpige Lisbeth Salander. Hvad filmen mister i detaljer og sidebemærkninger, vinder den på det stramme plot, gode præstationer af både skuespillere og instruktør samt de flotte billeder.

Salander er sitrende og vibrerende
Lisbeth Salanders figur sitrer, mens hun bag de sortmalede øjne, piercingerne, pighalsbåndet og tatoveringerne (på både krop og sjæl) lader enkelte glimt i de mørke øjne ane, at der bag panseret, lovløsheden og de hurtige og voldelige reaktioner findes et liv og et hjerte – og et man har gjort fortræd i så høj grad, at instinktet for rå overlevelse har været nødvendig.

Fascinerende makkerpar
Sammen med den anden hovedperson, den berømte journalist Mikael Blomkvist ligeledes utrolig godt spillet af Michael Nykvist, drages tilskuerne af denne på en gang ufattelig sårbare lillepige- og drenge-skikkelse og samtidig sort- og nitteklædte punker, der rummer en råstyrke og et dyrisk instinkt for overlevelse, som selv Batman, Spiderman og Kill-Bill må træde et skridt tilbage for. For Salander har godt nok sin sortklædte ’dragt’ og ligeledes sorte eyeliner om øjnene, og selv under det sorte tøj er en tatovering i form af en kæmpe drage, der fylder hele hendes ryg, prikket ind i huden. Men bagved pighalsbåndet og den sorte eyeliner med de intense øjne anes der i små næsten umærkelige ryk glimt af hendes sårbarhed og alt andet end et afstumpet følelsesliv.
Det er nu ikke det, journalisten Blomkvist først og fremmest fascineres af. Det er derimod Salanders evne til at løse selv de vanskelige krypteringer i detektivarbejdet. Nærmest som en computer scanner hun alle muligheder igennem. Nykvist har simpelthen brug for hjælp til den opgave, han er blevet stillet over for: Opklaringen af mordet på en ung pige.

Fra hver deres verden
Det er dette umage par, der - sammen med det i filmen skarptskårne plot, de smukke svenske landskaber, de gode skuespilpræstationer, traditionen for samfundskritikken i svensk krimilitteratur, - ja, det er det, der fascinerer, men især makkerparret Salander/Nykvist og det, der udvikler sig mellem disse to. Den berømte journalist, der har orlov fra det idealistiske, venstreorienterede og kritiske magasin Millenium. Og så denne på én gang sortklædte, piercede drengepige og madonnaskikkelse, der ikke har mærket retssikkerheden kæmpe for hende og derfor har måtte udvikle sin egen form for justia. Med hendes fotografiske hukommelse og hacker-hjerne kommer der skub i sagen.

Twin Peaksstemning og gys
De mødes af uransaglige- eller i hvert fald ikke helt lovlige veje - og slår pjalterne sammen i opklaringen af en 40-år gammel mordsag. Blomkvist er hyret af en ældre rigmand fra det nordlige Sverige, der inden sin død brændende ønsker at få opklaret, hvad der skete med hans ynglingsniece. Hvem fra familien dræbte hende hin sommerdag for 40 år siden? Billedet af den unge smykke niece, der gentagne gange vises og suger tilskuer ind på en anden måde end figuren formår at gøre det i bogen, skaber en nærmest Twin Peaks-agtig stemning og genlyden af ”Who killed Laura Palmer” skaber kuldegysninger.
Den rene (og måske lidt for rene og enkle karaktertegning af Blomkvist) og Salander, som det instinktive dyr, der ikke altid følger lovens bogstav er umiddelbart et umage par, men de drives begge af en form for (nærmest autistisk) besættelse af at komme til bunds i en kompliceret sag. De arbejder godt sammen - og da Salander en aften uden et ord glider ned over Blomkvist, danner de også par i sengen, men dog ikke mere end at Salander stadig vil sove alene.

Flot film
Den er en velproduceret, flot, spændende og medrivende film. Flot og sikkert instrueret af instruktør Niels Arden Oplev, der sætter meget direkte og rå billeder på de sadistiske og voldelige scener, der næsten afføder en jublende hævntørst i  tilskueren – og det er ikke særligt opbyggeligt, men underholdende og gysende er det.

Mænd der hader kvinder
Instruktion: Niels Arden Oplev 
Danmark Sverige 2009
150 minutter