26. februar 2009

Doubt


Tvivlen skaber menneskelighed og troen skaber tyranni i denne film om en katolsk skole, hvor stivsind, hårdhed og disciplin er fremherskende

Vi er i Bronx midt i 60’erne. En katolsk skole. En sort dreng har fået adgang. Alle venter spændt på reaktionen. Kirken er i opbrud og på vej mod andre tider, men det er ikke entydigt.

Stivsind i opbrud
Skolens ledelse består af søstre og nogle tilknyttede præster. Søstrene ledes af søster Aloysius. Hun styrer skolen med jernhånd uden på noget tidspunkt at vise tillid til kolleger eller præster. Når man får et indblik i søstrenes fællesskab, er det præget af hårdhed, disciplin, opofrelse, stivsind. Den unge søster James har derimod ikke nogen tillid til hårdheden. Hun vil gerne tale med eleverne, og hun ser dem helt anderledes end den ældre kollega. Når søstrene spiser, så tier de. Der hersker en fuldstændig forkvaklet tavshed, og ingen tør bryde ud af den vrede, der ligger over fællesskabet (bortset fra søster James). Præsterne er først og fremmest repræsenteret ved fader Flynn, som er et elskværdigt menneske, der hele tiden er optaget af sine elever. Han formidler og behersker selvironi og nytænkning. Han skjuler elevernes svagheder og fremhæver deres styrker. Han værner den svage. Han udstiller ikke nogen. Han skærmer den, der kunne få søster Aloysius på halsen, og det ender med at blive fatalt for ham.

Under tavsheden
Den unge nonne observerer nemlig en dag, at den sorte dreng bliver kaldt over i præstegården. Da han kommer tilbage, er han trist og sårbar. Hun gør sig tanker, og de er forkerte. Katastrofen er, at hun får det sagt til Aloysius, som længe har haft et horn i siden på den unge præst. Hun helmer ikke, førend hun får ham smidt ud. Historien om det seksuelle overgreb, der aldrig har fundet sted, udvikler sig fantastisk og interessant og helt uventet. Der er ikke det indgreb fra forældrenes side, som man kunne forvente. Der er heller ikke den ærlighed og den opgivelse af sagen, man kunne forvente. Dette udvikler sig til at blive et hykleri af dimensioner. Det drejer sig hverken om den unge dreng, sandheden eller fremtiden. Det drejer sig kun om at få ret og få et andet menneske ned med nakken. De præster sidder altid og ler og spiser rødt kød, og det er den tavse nonnes kamp mod den overflod og den ualvorlighed, vi bevidner.

Tvivl og tro
Midt i hele denne historie udvikler der sig også en historie mellem en ung og en gammel nonne. Søster James ender med at blive fortvivlet over det, hun med en bemærkning har sat i gang. Hun bevidner hykleriet og ondskaben, der florerer foran hende. Søster Aloysius bliver kun menneskelig et par gange i løbet af filmen, og først rigtigt til sidst, da hun bryder sammen og tilstår sin tvivl.
Det giver stof til eftertanke for en, der har noget med kirken at gøre, at troen fremstilles som tyranni, og tvivlen som det, der gør menneskelig. Det er da tankevækkende og frygteligt. Filmens brug af farver og symbolsprog er stærkt. Der springer pærer og blæser vinde på uhyggelige tidspunkter. Det er en gennemtænkt film.

Meryl Streep spiller helt forrygende godt. Hun er så indædt ond og nederdrægtig og indelukket som Søster Aloysius. Phillip Seymore Hoffmann og Amy Adams spiller præst og ung nonne, og det er også meget overbevisende præstationer. Man sidder spændt og venter på udfaldet af historien som snor sig mod en uventet afslutning – ligeså realistisk som livet selv!

Lige et lille memento: De par gange øjnene faldt ned i oversættelsen måtte jeg konstatere slemme fejl. Det er ikke en skam at spørge sig for hvis vokabularet er for vanskeligt pga. kirkelige specialudtryk.

Forlægget til filmen er oprindeligt et teatermanuskript, og stykket har faktisk været opført i København med Lone Hertz i en af hovedrollerne. Du kan læse anmeldelsen af teateropsætningen her 

Doubt
Instruktør: John Patrick Shanley
USA 2008
104 minutter
 

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Hannahs Valg



Departures



Earth


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København