Forestil dig, at alle omkring dig pludselig blev blinde af en tilsyneladende smitsom sygdom. Det sker i filmen ”Blindness”. Første handling fra staten er at internere de smittede i et desperat forsøg på at standse sygdommen. Som tiden går, kommer der flere og flere til internatet, til der til sidst er overfyldt i bygningen. Blandt alle de blinde er der en enkelt kvinde, der kan se. Af uforklarlige årsager er hun immun over for blindheden. Hun er fulgt med sin mand i internat og lader som om, hun også har mistet sit syn.

Blindheden, der omkranser verden, bliver ikke beskrevet og vist som en mørkhed, som man kunne forvente. I stedet viser blindheden sig som et skarpt lys. Lys og det hvide er noget, som altid er blevet forbundet med det at være oplyst og ren. I ”Blindness” bliver det blændende lys brugt i sammenhæng med kaos, og forfærdelige forbrydelser bliver begået som reaktion på lyset.

Formørkede klichéer
Det er et stort paradoks at skulle visualisere blindhed, og desværre slipper instruktøren ikke af sted med at trække publikum ind i den samme blindhed, som har bragt kaos i filmens verden. Det blinde bliver vist ved brug af slørede billeder, der bliver klare, og skarpe klip af lys som overgang fra en scene til en anden. Metoderne er oplagte, og det er problemet. Det er klicheerne for, hvordan man viser blindhed som bliver brugt konstant, og det bliver aldrig nok til at række ud over biograflærredet og ind i det mørke, som omringer publikum.

Store spørgsmål, kedelig fremstilling
Det er grundlæggende et interessant emne, der bliver udforsket i ”Blindness”. Hvordan mennesket reagerer, når vi får frataget en sans, og hvor skrøbeligt det civiliserede samfund muligvis er over for forandring. Der er efterhånden blevet lavet mange film, som håndterer dette problem, det evige spørgsmål om mennesket i sin urform er godt eller ondt. ”Blindness” leger med disse tanker, men som det er tilfældet med visualiseringen af blindheden, er behandlingen af disse spørgsmål også baseret på klicheer. Man sidder med fornemmelsen af at have set filmen før, blot i andre omgivelser. Intet nyt bliver introduceret til funderingerne, og derfor virker formålet med filmen noget formålsløst.

Ud over dette er ”Blindness” en noget kedelig affære, som kun holdes i gang af en god gruppe skuespillere, som dog heller ikke viser noget ekstraordinært spil. ”Blindness” er et skuffende bud på, hvad man kan gøre med et ellers interessant, om noget brugt, emne.

Blindness
Instruktør: Fernando Meirelles
Canada/Brazilien/Japan, 2008
Spilletid: 120 min.