7. januar 2009
Yes man

Jim Carrey er tilbage som frontmand i en underholdende komedie om at finde den rigtige balance mellem livet og de mange oplevelser, det indeholderJim Carrey spiller den altoverskyggende hovedrolle som den fraskilte bankrådgiver Carl Allen. Carl har lige så stille lukket af for livet og siger nej til alt, der kunne føre til noget nyt og spændende. Denne ekstreme indelukkethed har ført til en skilsmisse, og nu er han i stor fare for også at miste sin bedste ven. Dette leder Carl til et kursus, som skal forvandle dets deltagere til såkaldte ”Yes-men” i stedet for ”No-men”. Under kurset indgår Carl modvilligt et væddemål med skaberen af yes-filosofien om at sige ja til alt, hvad han får tilbudt, og aldrig nej. Sådan er scenen sat for mange komiske og ekstreme øjeblikke.
Komiker og skuespiller
Som i de fleste Hollywoodkomedier er det et ekstremt tilfælde og en ekstrem personlighed, der giver anledning til de mange komiske scener. Jim Carrey er også en ekstrem skuespiller, som deler vandene. Mange ser ham som den sjoveste mand på jorden, og andre flygter bare ved talen om ham. I denne komedie finder Jim Carrey en god balance mellem komiker og skuespiller. Carl Allen er ikke bare en ligegyldig figur, som bliver udsat for underlige oplevelser, men et menneske som publikum har sympati for.
Sjov og skæv kemi
Første nat efter kurset møder Carl en kvinde ved navn Allison spillet af Zooey Deschanel. Hun er en ung kvinde, som ikke bekymrer sig om andres meninger, og hvad der er velanset. Figuren er en god modpart til Carl, og der bliver skabt en sjov og skæv kemi mellem de to, som overraskende nok fungerer rigtigt godt. Zooey Deschanels figur har så meget personlighed, at den ikke bliver overrumplet af Jim Carreys, hvilket ofte er faren i en Carrey-film.
Kritisk komedie om frelserkurser
Carl Allens rejse tilbage til livet tager som sagt udgangspunkt i et kursus. Dette kursus giver med sit hysteri og udseende associationer til sekter som Scientology. Lederen bliver præsenteret som en frelser-figur og bruger ubehagelige metoder som at nedbryde hovedpersonens psyke for derefter at tilbyde at genoprette den. Der bliver gjort nar af sådanne sekter, og de mennesker, der bliver grebet af dem. Det er en stille kritik af lignende programmer, der skal ændre folks liv til det bedre, men kritikken er meget aktuel især i Hollywood, hvor ikke mindst Scientology lader til at få nye støtter hver dag. De trofaste medlemmer af kulten bliver fremstillet som uselvstændige mennesker, og det er også manglen på selvstændig tankegang, som er Carls overvejende problem. Han går fra at være et menneske, der kun siger nej, til et menneske, der kun siger ja. Slutresultaterne bliver det samme, hvis ikke han evner selv at kunne vurdere, hvornår svaret er ja eller nej.
God og underholdende
Alt i alt er ”Yes Man” en underholdende komedie, som opfylder sine mål ved at skabe en sjov aften i biografen. ”Yes Man” opfylder de sædvanlige krav, man har til en Hollywoodkomedie, og Jim Carrey er sjov uden på noget tidspunkt at blive anstrengende. Søger man læ fra den kolde januar måned, er ”Yes Man” en udmærket måde at få varmen på.
Yes Man
Instruktør: Peyton Reed
USA, 2008
Spilletid: 104 minutter
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser