4. december 2008
Mig og Yngve

En indlevet og øm skildring af det besværlige liv som teenager med bumser, druk og desperate forsøg på at finde sig selvÅret er 1989. Den 17-årige Jarle Klepp er lige begyndt i gymnasiet og trænger til at få et liv, som han erklærer. Han keder sig bravt, er rastløs, har aldrig fået sex og kan slet ikke relatere sig til de andre, som opfører sig alt for pænt, lytter til lortemusik og går klædt i pastelfarver. Han selv går aldrig uden for en dør uden at være klædt i sort fra top til tå og uden at have en mindre sværm af badges med politiske budskaber på brystet. Heldigvis finder Jarle dog snart en ven i den bramfri og fanden-i-voldske Helge, der sværger til, hvad han kalder for den hellige treenighed: fisse, rock og revolution. Sammen danner de punkbandet Mathias Rust Band, som blandt andet har sangen med den poetiske titel ”Fisse satan anarki-kommando” på repertoiret. Og for at det ikke skal være nok, lykkes det også Jarle at danne par med den uhørt smukke og eftertragtede Katrine, som tilsyneladende slet ikke kan holde fingrene fra ham.
Yngve
Man skulle tro, det er lykkes Jarle at få alt, hvad hans unge hjerte kan begære. Han har både fået en bedste ven, en kæreste og et band med en stor og lysende fremtid for sig (forestiller han sig i hvert fald). Men så begynder Yngve i hans klasse. På overfladen er Yngve alt, hvad Jarle ikke er. Yngve er typen, der er til popmusik, poloskjorter og tennis, mens Jarle er typen, der har travlt med at tage afstand til popmusik, poloskjorter og tennis. Alligevel må han erkende, at han får følelser for Yngve, og det leder ham ud i et kaos af følelser. Er han forelsket i Katrine? Er han forelsket i Yngve? Er han forelsket i begge to på én gang? Jarle er dybt forvirret, og for så vidt er han en meget typisk teenager.
Se den!
Jarles forvirring fører ikke så få problemer med sig, og til sidst kører filmen noget af sporet i en iver efter at være dramatisk. Overordnet set er ”Mig og Yngve” dog en meget øm, indlevet og rørende skildring af det svære liv som søgende og forvirret ungt menneske, der ikke kender sig selv for fem flade øre endnu. Se den! Også selvom det er ved at være længe siden, du selv fik bumser, drak dig fra sans og samling hver weekend og desperat prøvede på at finde dig selv.
Titel: Mannen som elsket Yngve
Instruktør: Stian Kristiansen
Tid: 90 minutter
Flere anmeldelser