21. maj 2008

En fri verden


Ken Loach’ nye film er ingen feel good-film. Den handler om kapitalismens afstumpethed, modbydeligheden i en kvindes skikkelse og om et yderst aktuelt problem. Udbyttelse af mennesker

Til at begynde med er Angie hyreheks i Polen. Hun er dygtig til sit arbejde: at få polakker til at rejse til England og arbejde under falske forudsætninger. Men en dag forgriber hendes egne chefer sig på hende, og det bliver hende for meget, og så er hun uden arbejde. Fyret fordi hun ikke ville lægge bagdel til deres famlende tag. Hun begynder for sig selv og viser sig at være frygtelig i sine metoder. Det kan godt være, at hun stammer fra samfundets nederste lag; men hun er sandelig ikke mild. Hun kaster sig ud i det, der allermest minder om slavearbejde, eller rettere sagt forhyring af slaver! Hun er effektiv. Hendes kæft ville få en sømand til at blegne. Hendes eget liv er i brokker. Hendes søn på elleve kan ikke opføre sig ordentligt, selv om han bliver passet godt på af sine bedsteforældre.

En forkrøblet sjæl
Snart vokser forretningen Angie over hovedet, og hun geråder i voldelige konflikter med sine arbejdere. De grovheder, hun selv mestrer, synes nu at komme tilbage i hovedet på hende. Hun er dog ikke til at få ned med nakken. Hun drives af et overlevelsesinstinkt. Mage til forkrøblet sjæl skal man lede længe efter. Hun vil nå sine mål, og der er ikke tvivl om, at vi foran os har et afstumpet menneske, der ikke er i besiddelse af nogen empati. Hun kan i gode minutter lige oparbejde lidt menneskelighed, men ikke noget der varer ret længe endsige sætter sig på hende. Hendes far går ellers hårdt til hende og hendes slavemetoder.

Venlig hilsen til Thatcher
Ingen tvivl om at Ken Loach vil vise, hvor afstumpet kapitalismen kan være. At der skulle være tale om en fri verden, er kun til at le ad. Hvis man tror, at det er mænd, der er onde, så skal man også lige se den her film. Her fremstilles kvinder som udspekulerede og mændene som naive eller dissiderede dumme. Mon ikke denne film er gjort med hjertelig hilsen til Margaret Thatcher. Her fremstilles virkeligt et menneske, der kun kæmper for sig selv, og som ikke et sekund tror, at der findes noget, der hedder ”samfundet”. Der er kun den enkeltes kamp, og derfor er der heller ingen agtelse for medmennesket. Ingen, der ser denne film, er i tvivl om, at Loach vil vise et afstumpet ”samfund” og nogle fuldkommen afsporede individer. Det er et samfund, hvor øl-bøvs og vold er i centrum. Her er der ikke tale om nogen forædling, og derfor er der ikke engang tale om en kultur!

Et moderne fattigdomsproblem på film
Det er en film om et nyt problem i verden: de mange der rejser rundt og arbejder for ussel løn, og som er blevet snydt af modbydelige mennesker, der skjuler sig bagved moralisme!

Der er ikke for fem flade øre feel good-effekt i denne film. Verden er dum og ond! Men nogle skulle spændes fast til sædet og se den. Alle skulle vi måske tænke over, om det er værd, at alting skal være billigt, hvis prisen er, at mennesker skal leve sådanne liv.

En fri verden
Instruktion: Ken Loach
Tyskland, Italien, Storbritannien 2007
96 min.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Hannahs Valg



Departures



Earth


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København