Himlens hjerte

Det kan være en rystende oplevelse, når noget pludseligt får os til at se os selv og hinanden med nye øjne. Staho har lavet en film, der kan holde til mange gensyn. En film om kærlighed, og om hvor besværligt livet er

Ulf, Susanne, Lars og Ann udgør to ægtepar midt i fyrrene. De har været venner i mange år. Kvinderne er meget fortrolige med hinanden. Det samme er mændene. Man har en fornemmelse af, at dette er et venskab, der også til tider krydser de private sfærer; men her er mænds tærskel nok en anden end kvinders. De taler i hvert fald åbent med hinanden – også om det der kan være svært at tale om.

Når verden bryder sammen
En dag kommer Ulf og Susanne og har skændtes så det bragede. Der ligger gamle modsætninger og ulmer i deres ægteskab. De fik aldrig børn, og de var ikke enige om det; men de havde aldrig fået talt det ordentligt igennem, og derfor sad det både som rædsel og anklage. Fascinationen er også gået af ægteskabet. Lars og Ann har været ude for noget lignende, men historien er dog anderledes. Ann har et godt tag i Lars. Han kan godt lide den rå tone – har i hvert fald fundet sig i den. Men pludselig er der én, der kommer til at sige noget om, at ægteskabet er et sidste værn mod ensomheden. Idet dette siges, er det som om grænser krydses, og tanker åbenbares, og følelser går på tværs. Utroskaben er med et en mulighed, og anklagen ligger i luften. Der sker noget utilsigtet, og verden bryder sammen som hidtil kendt. Det frygtelige er, at sandhed og løgn nu fyger mellem hinanden og ligger sagt og usagt rundt om i tilværelsen, og det er, som om ordene og følelserne pludselig bliver selvtændende.

Formidabelt skuespil
Det er en film om ægteskaber, der er ved at kuldsejle, om forliste drømme, om ikke at se hinanden, om at gå på hinanden med knofedt og gnubbede ord. Det er en film om at forlise med følelser og tanker og komme til sig selv igen. Det er en film om, hvor besværligt livet er, og om at mennesker altid søger lykken, også selv om de ser ud til at være ligeglade. Det er skuespil af højeste karat. Man ser på ansigter hele filmen igennem, og hver og én af skuespillerne gør det ypperligste. Jakob Eklund, Lena Endre, Michael Persbrand og Maria Lundquist er helt formidable i deres udtryk og intensitet. Der er ikke meget bevægelse i filmen. Det er stort set alt i et rum; men skuespillet gør, at man slet ikke savner at komme rundt i et landskab, for det indre landskab, man er vidne til, er så dystert og afvekslende, at det er mere end nok.

Filmisk er det spændende. Billederne står skarpt og velkomponerede. Peter Asmussens og Stahos tekster står knivskarpt, og filmen vil holde til mange syn, for her er ordene kulissen, som hele tiden tager én fangen.

Himlens hjerte
Instruktion: Simon Staho
Sverige 2008
95 minutter