Min bror er enebarn

En sydlandsk film, der emmer af temperament. Om to vidt forskellige måder at udfolde sig på i tiden efter fascismen. Om to brødre, der går i hver sin retning

Den nye verden uden fascismen
Manrico og Accio kæmper. Det er en historie, der begynder i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Det er Italien efter den fascistiske æra. Der er vist ikke nogen, der rigtig ved, hvad de skal stille op med fortiden. Pludselig kunne man end ikke tale om at være fascist. De havde tabt; men der var aldrig blevet talt ordentligt om, hvad der skete.
Accios familie prøver den traditionelle vej: at sende Accio på præsteseminarium. Han er nærmest for alvorlig, og det går ikke. Han bliver så sin kommunistiske brors modsætning derhjemme. Accio kommer i opposition til den dominerende mor og den voldsomme bror. Han lærer meget om det andet køn og kvinder og gribes af fascinationen af deres køn, uden dog at vide hvordan man kommer tæt på. 

….politisk uforløsthed
Hans politiske kamp er også en kamp for at hævde sig i familien og blive en del af den lille by, hvor hans bror med tiden udvikler sig til at blive en skikkelse, man har respekt for.
Jeg tror, det er et alvorligt kig ind på efterkrigstidens Italien, hvor der var en hel masse, man glemte at tale om. Der er en politisk uforløsthed. Mennesker taler om demokrati, men de aner ikke, hvad det er. Fortidens sorte (fascistiske) naragtighed bliver ikke meget smukkere af at blive iklædt en rød farve. En af de mest gribende scener er, da søsteren på konservatoriet fremfører (sammen med de andre studerende) Beethovens Niende symfoni; men teksten til Oden til Friheden er blevet ”affascistiseret” iflg. broderen – og er blevet gjort til en hyldest til Mao, Stalin og alle de andre kumpaner. Der sad de med deres lange hår og talte om revolution og frihed, og det eneste, de kunne komme i tanker om, var at beundre næsegrust nogle af de værste diktatorer, verden har set. Det løber koldt ned ad ryggen. 

At blive voksen og følsom
Accio lærer kærligheden at kende af den fuldbefarne fascistleders hustru; men han er i virkeligheden fascineret af Manricos kæreste – og det hjælper ikke, at Manrico aldrig tager sig sammen og vier sig til hende.
Der er meget liv, fagter, gebærder, lyd, modsætning, tumult og slagsmål i denne film. Det er forvirrende og livligt. Temperamentet er sydlandsk. Demokrati, kærlighed, samfund, familie er noget besværligt noget, og man kommer til at tilføje hinanden sår, som ikke kan heles. Denne film må have vakt nogen furore i Italien! 

Min bror er enebarn
Instruktion: Daniele Luchetti
Frankrig, Italien, 2007
108 minutter