Flammen og Citronen

En gribende film, der fremstiller sine hovedpersoner som mennesker og skildrer de følger, det har at blive berørt af krigens gru

”Husker du den 9. april, da de kom?” sådan indledes filmen. Det er Flammens oplevelse og brev til kæresten, som indleder filmen. Året er 1944, og besættelsen har varet alt for længe. Endelig er der ved at ske noget. Flammen og Citronen har begge den vigtige opgave at sætte stikkere ud af spillet. De skal gøre det af med forrædere.

Verden er ikke ligetil
Vi møder to mennesker, hvis ædle motiver man på intet tidspunkt er i tvivl om. Den ene oplevede nazismen på tæt hold i Tyskland og blev klar over, at her havde man med en totalitær ideologi at gøre, der skulle plukkes ud af menneskeheden. Den anden afskyr simpelthen tanken om at være undertvunget. De orker ikke at bære skammen. De vil fjenden til livs. Deres chef, Winther, har sit hyr med at få dem til at lystre altid. De er nemlig ikke maskiner, men mennesker som gør det her for menneskehedens skyld. De opdager dog begge, at verden ikke altid er så ligetil. Den, der er involveret i krig, er sommetider en del af en større plan. De har meget vanskeligt ved at holde sig fra de store mordere i landet, som de af politiske og militære grunde bedes om at afstå fra at slå ihjel.

De fremstilles som mennesker. Dvs. de kan ikke altid fuldføre deres ordre. De får væsentlige indsigter af fjenden og tilmed på fjendens sprog. Men de oplever også, hvordan kammerater pludselig kan blive til fjender og forrædere. De oplever, at kammerater måske ikke er fjender, men tvinges til at have en anden horisont. Flammen oplever det frygtelige, at han ikke kan afstå fra kampen og hellige sig den familie, som glider ham af hænde. Han savner sin datter og sin hustru, men han kan ikke opgive det, han skal.

Det værste er krig
Alle krigens dilemmaer bliver sat op foran seerne. Vel møder man to mænd, som gjorde det nødvendige, og som må betegnes som modige og opofrende; men man ser også, at de selv var ved at fortvivle under byrden. Da de opdagede, at de, der går i krig, får blod på hænderne, og alting er mere kompliceret end som så, ved de ikke, hvordan de skal overvinde al den tvivl.

Jeg synes ikke, der er nogen grund til at stikke under stolen, at der findes mennesker, som er modige og opofrende, og derfor kræver vores agtelse og respekt. Men jeg er glad for, at de fremstilles med alle krigens dilemmaer, ellers ville det have været forløjet og krigsforherligende. Det er denne film ikke. Ingen går ud fra den film uden at vide, at det værste er krig, for det kræver en indsats, som vi kun vanskeligt kan leve med i den fremtid, som altid ligger efter en krig.

Jeg synes at både Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt giver Citronen og Flammen karakter. Det er karakterfuldt skuespil, og man bliver yderligere interesseret i personerne. Det er ganske enkelt gribende indlevelseskunst. At filmen er indhyllet i historiske billeder er et fint træk. I det hele taget er det godt skuespil, fine billeder, spændende fortælling. Historien er fortalt realistisk, og man går derfra med agtelse for dem, der syntes, at de blev nødt til at gøre, som de gjorde, men også med en fornemmelse af at krig forlanger såvel det frygtelige som det modige. En stor historisk film!

Flammen og citronen
Instruktion: Ole Christian Madsen
Danmark 2008
120 minutter