Dansen

En film om hvordan man kommer på benene igen, når man har gjort det utilgivelige, og om hvordan man får tillid til et menneske, der har brudt enhver grænse og gjort sig fortjent til mistanke

Instruktøren Pernille Fischer Christensen har et skarpt øje for den nordvestlige del af København. Hun er god til at finde miljøerne og beskrive menneskene, og hun har en fin sans for væsentlige historier.

Kan det utilgivelige tilgives
Dette er et væsentligt problem. Lasse er lige kommet ud af fængslet. Han har gjort det, som under ingen omstændigheder er acceptabelt, og som pludseligt bliver et problem, for Annika forelsker sig i ham, da han kommer for at reparere de elektriske installationer i den danseskole, som Annika har sammen med sin mor. Man kan roligt sige, at der springer en gnist, og i løbet af fortællingen bliver det til et lysende flammehav til tider. Det er en film om, hvordan man kommer på benene igen, når man har gjort det utilgivelige, og det handler også om, hvordan man får tillid til et menneske, der på et tidspunkt i livet har brudt enhver grænse og gjort sig fortjent til mistanke. Det er sandelig et par skrammede sjæle, der beskrives i denne film – men det er også en ægte forelskelse og betagelse som fremstilles.

Trine Dyrholm spiller Annika så overbevisende, at man ikke kan andet end betages af skuespillet. Anders W Berthelsen spiller Lasse, og det lykkes ham at fremstille en ordknap og forknyt mand, som er så forkludret, at han knap kan udtrykke hverken vrede eller glæde. Alting bare forsvinder ind i ham i en mærkelig uformående voldsomhed. Det lykkes Berthelsen at fremstille denne person troværdigt – og endelig er han selv fri for altid at være den elskværdige mand!

Troværdigt, men kedeligt
Isoleret set er det en interessant historie, troværdige billeder, fremragende skuespil; men jeg kedede mig altså. Det kan selvfølgelig hænge sammen med mig. Men der er altså et eller andet i denne film, der er for uforløst og ikke hægtet godt sammen. Der er noget trist ved hele deres tilværelse, som aldrig kan blive sjovt; men ingen laver vel film for at kede sin tilskuer – eller? Man går fra biografen lettere kedet; men mærkeligt er det altså med hånden på hjertet at kunne sige, at det var væsentligt hvad man så – bare det dog ikke havde været så kedsommeligt.

Dansen
Instruktion: Pernille Fischer Christensen
Danmark 2008
90 minutter