Tryllefløjten

Mozarts kendte opera er flyttet ned i skyttegravene i første verdenskrig.

Tamino bliver såret; men bliver fundet af Papageno, den fjollede fuglefænger som render rundt i skyttegravene med sine fugle og sikrer at der ikke er gas. Han kommer desuden med et billede af Pamina, og så begynder den kendte historie ellers. Vi ved at nu er det længslen efter kærligheden der skal udtrykkes. Der kæmpes bravt mellem magterne, altså mellem Sarastro og Nattens Dronning. Kærligheden og længslen skal prøves, og den magiske fløjte skal findes og spilles på. Når den lyd lyder, så er der ingen tvivl i denne verden. Når den magiske fløjte sender sine toner ud, så sender Gud sin fred og kærlighed i menneskers hjerter og tanker. Musikken er kendt, og de fleste vil nyde det.

Nattens Dronning på en tank
Jeg finder nu opsætningen en smule anstrengt. Til tider er det selvfølgelig en gribende udlægning når man ser ned over de slagmarker der vokser til med græs og igen bliver til skønhedens landskab efter at have været hadets slagmark med skyttegrave, barrierer og miner. Men at se Nattens Dronning komme kørende på en tank, er nu lige den tand mere end det kan bære.

Dejligt er det selvfølgelig at sidde og blive spillet henover med al den gode musik og opleve dramaet. Papageno er en værre fjolle og godt spillet. Sarastro finder jeg særdeles udtryksfuld og hans bas får det næsten til at snurre i fødderne.

God musik, men mærkelig opsætning – og her kommer så den supersnobbede bemærkning: Tryllefløjten synges på tysk eller italiensk – ikke på amerikansk (men det er vist uklædeligt åndshovmod) – under alle omstændigheder bør der være en undertekst, så man får fat i teksten (og advarsel: det er der ikke!).

Tryllefløjten
England/Frankrig 2006
138 minutter
Instruktion: Kenneth Branagh