Venus

Et par ældre skuespillere funderer over livet. De sidder og udveksler erfaringer om alle deres piller. Den ene kunne godt kvalificere sig som hypokonder og tilmed som kværulant. Hans allerværste sider skjules hele tiden af hans gode ven der uafbrudt afmonterer hans vrede og bedrevidenhed.

Han får hjælp af den unge niece. Han troede vist at han skulle have en pige af det bedre borgerskab, og han drømmer om hvordan hans dannelse skal gøre hende til et bedre menneske.

Good God – sikke en forskrækkelse han bliver udsat for! Hun er alt hvad man kan forvente sig af en engelsk arbejderklassepige. Når hun taler, er det lige som at se bunden blive vendt i vejret på en skraldespand. Hun er klædt så guderne må sig forbarme. Hun har hverken en tanke eller en følelse i kroppen. Overfladiskhed og dumhed er der dog ingen mangel på, og den gamle onkel håber på at eutanasi snart er en mulighed.
Vennen, som spilles af Peter O’Toole, bliver dog fascineret af hende. Han gribes af hende, ser hendes skønhed. Selvfølgelig synes hun at han er en gammel gris. Men der er ikke noget at gøre. Hans fascination får hende til at tænke. Hun er udsat for en begejstring som hun kun sjældent har oplevet.

Den der ikke har noget imod engelsk humor, og som ikke kan stå for understatements, sidder og kigger på en guldgrube. De to ældre herrers samtaler er hylemorsomme. Hun er så rædsom at man ikke kan andet end holde af hende. Hun er så vulgær, og alligevel så smuk – og heldigvis går det op for hende. Det er en begejstret film om at mænd ikke kan lade være med at synes at kvinder er smukke. Hun bliver kaldt Venus og bliver belært om at når Eros og Venus mødes, så sker der ting i mænds hoveder som nærmest kun kan betegnes med vanvid.

Det er en god social skildring – både af arbejderklassen og af den dekadente mellemklasse der elsker at kaste med ord. Det er et godt grin, men også en overvejelse værd!

Venus
England 2006
95 minutter
Instruktør: Roger Mitchell