Håbets sang

En kort og interessant fortælling, men efter anmelderens mening ikke en Guldbjørn værdig.

Esma er alene med sin 12-årige datter Sara, som er noget af en tom-boy og altid midt i det sociale liv i sin klasse. Hun har det egentlig godt med sin mor; men en klasseudflugt kræver at historien får en berigtigelse. Man kan få udflugten gratis hvis man har et bevis for at ens far er omkommet som martyr i krigen mod serberne – og det er der status i. En rolle spiller det naturligvis også at Sara har forelsket sig i en af drengene i klassen hvis far omkom som martyr, og som relikvie har drengen faderens pistol. Man følger i løbet af filmen hvordan Esma forsøger at komme uden om den rigtige historie, nemlig at Saras far slet ikke er krigshelt. Det er meget værre! Det er uudtaleligt frygteligt at se sandheden om det faderskab i øjnene. Esma går faktisk i en kvindegruppe for at få ord på katastrofen; men hun sidder tavs i mange år og lytter til de andres historier.
Det er en gruppe kvinder der sidder med frygtelige liv. De flestes øjne er helt udslukte – mange har helt vanvittige reaktioner – de fleste er hyllet i tavshed og skræk. De er alle voldtægtsofre fra krigen. Gruen er filmisk stærkt skildret.

Sandheden kommer frem
Esma har ingen anelse om hvem Saras far er – det var massevoldtægt over måneder hun var udsat for. Hændelsen dukker op hele tiden. Hun har det svært med mænd. Hun slider og slæber for at tjene penge til udflugten; og må i den forbindelse tage arbejde på en natklub; men mændenes adfærd og deres kropssprog giver hende mindelser om den forbrydelse, hun var udsat for. Hun møder dog en mand der bryder igennem til hende og lader hende mærke en ægte betagelse.
Datteren bliver rasende da hun opdager at moderen har betalt for udflugten og ikke skaffet et martyrcertifikat. Sara bliver udsat for drilleri fra de andre. De synes at hun er afsløret.
På den mest brutale måde bliver sandheden lukket ud over pigen, og i et kort øjeblik truer alt med at bryde sammen. Det er gribende skildringer af moderens raseri og datterens skam og fortrydelse over at kende sandheden.

En politisk filmprisvinder
Filmen er en interessant fortælling om et land i krig. Denne historie må vedkomme mange. Sådanne historier må ud hvis man skal forsone sig. Der skal findes vej gennem al den skam og rædsel. Filmen er noget enkel i sine udtryk. Heldigvis er den kort – prisværdig kort og dermed også interessant. Den vandt Guldbjørnen i Berlin, men jeg kan nu ikke andet end synes at selvom filmen er tiden værd, og tilmed er en god historie, så er der altså ved at være for meget politik i hvem der vinder filmfestivaler.

Sarajevo – Håbets sang.
Tyskland 2006
90 minutter
Instruktion: Jasmila Zbanic