Spurven - la vie en rose

De valgte at kalde hende Edith Piaf for hun sang som en spurv, og ingen der havde hørt hendes stemme, kunne glemme den.

Filmen er en oplagt fortælling som skøjter frem og tilbage i Edith Piafs historie. Man skal holde godt fast i de mere end to timer for der fortælles i nutid, fremtid og fortid og der bruges også anelsens filmiske midler.

Blandt ludere og artister
Hun var barn under Første Verdenskrig. Født i Paris af en mor der ikke kunne tage sig af hende og en far der ikke kerede sig om hende. Snavset og forsømt blev hun bragt til sin farmor, som var bordelmutter, og her blev hun elsket og beundret af ”pigerne”, især én kastede al sin kærlighed på den lille Edith. Men faderen kommer og henter hende tilbage. Han er artist og begynder at arbejde for sig selv og har Edith stående ved sin side for at skabe medfølelse. Han beder hende gøre noget for publikum, og desperat synger hun så Marseilleisen – og for første gang høres den stemme som siden blev så kendt.
Ungdommen går med at synge i Paris; men det er et frygteligt liv mellem scener, mænd og sprut indtil Edith Piaf bliver opdaget af en agent. Nu lyder hendes stemme, nu bliver hun undervist; men hun er fuldstændig ødelagt af sprut, stoffer og manglende menneskelige relationer.
Selvfølgelig var der også plads til kærligheden. Hun forelskede sig i en bokser, Marcel, men også han omkommer.

En tragedie af de store
Filmen er en fantastisk fortælling om en tragedie af de store. Som historien skrider frem, opdager man at alt hvad hun elskede, blev slået i stykker eller taget fra hende. Alkoholen gjorde hende vanvittig og usympatisk og til sidst ynkelig.
Der er én stor uovertruffen lykke i filmen – formidabelt fremstillet så hele biografen sidder på det yderste af stolene og føler fred og glæde. Det sker da de to ”dronninger” mødes efter en af Piafs optrædener i USA. Man ser hvordan Marlene Dietrich bevæger sig over for at hilse på hende. Piaf er himmelfalden lykkelig – for en gangs skyld – og ingen er i tvivl om at i disse få minutter troede hun på sig selv. Men skyggerne tog hende igen!

Her er tale om helt enestående skuespilpræstation og en fortælling af de helt store; men det er til at græde over! Det er en ensomhed som er forbundet med et talent, så man tror det er løgn. Hun dør i 1963 som 48-årig nedbrudt til ukendelighed.

Spurven
Frankrig 2007
140 minutter
Instruktion: Olivier Dahan