Nodevenderen

© Camera FilmFilmen om Melanie, der bliver ansat hos den pianistinde, der dumpede hende til optagelsesprøven på musikkonservatoriet, rummer en sjælden smuk beskrivelse af et kærlighedsforhold.

Slagterens datter på tolv kunne lide at spille på klaver og bar på sin mors ambitioner om at bringe det videre. Mélanie håbede at den forestående optagelsesprøve ville give hende plads blandt de talentfulde; men hun måtte opleve en frygtelig skuffelse. Midt i optagelsesprøven blev den sagkyndige forstyrret og den følsomme pige gik i stå. Hun glemte det aldrig. Hun forlod grædende skolen.

År efter møder hun igen solisten der i sin tid ikke lod hende slippe gennem nåleøjet. Hun skal passe hendes søn og desuden vende blad for den kendte solist som i mellemtiden selv er blevet skrøbelig. Hun har efter en bilulykke fået en sceneskræk der næsten lammer hende; men Mélanie giver hende med sit nærvær en selvtillid som bærer hende igennem. Men madame Fouchécourt har dermed også gjort sig sårbar over for Mélanie.

Mélanie ser ikke kun efter sønnen, leger med ham og øver klaver med ham; men får også en indflydelse på sønnen som moderen ikke har. Hun opildner ham til at indstudere et Bach-stykke som en overraskelse for faderen, selvom hun godt ved at hans arm vil lide overlast.

I den trio hvor madame Fouchécourt spiller, har de to andre bemærket det nære forhold til den unge pige. Cellisten forstår alt for godt, og kan ikke modstå den unge piges skønhed, men bliver voldsomt afvist. Langsomt erfarer seeren hvordan forholdet mellem de to kvinder forandres. Det er en sjælden smuk beskrivelse af et kærlighedsforhold.

Men nodevendersken er ikke bare en thriller. Det er en moderne tragedie, og indholdet hentes som i alle andre tragedier ud af kærligheden, jalousien, længslen, hævnen og brutaliteten. Ligeså smuk som skønheden bygges op for ens øjne, ligeså hæsligt viser den forsmåede længsel sit ansigt og gør hævnen sød, men bitter, tragisk og hjerteløs.

Fransk film er noget særligt. Man jages ikke igennem scenerne, men får lov til at følge hændelserne der langsomt spiller sig ind i én og forener musik og billeder i et fint skuespil. Der er mange skønne kunster der forenes i denne film, der tilmed også har nogle scener som udtryksfuldt antyder det erotiske. Denne tragedie er en smuk fremstilling af længsel, forhåbning, kærlighed og gengældelse.