9. februar 2007
The Last King of Scotland

© Twentieth Century FoxEn film om Idi Amins rædselsstyre i 1970'ernes Uganda. Et stykke politisk historie i Afrika formidlet på bedste vis.Det er historien om Nicholas Gallahan fra Skotland som efter at have endt sit medicinske studium rejser til Uganda for at tage del i noget hjælpearbejde. Året er 1971 og Idi Amin har lige styrtet Milton Obote og ridder på en popularitetsbølge i landet. Ved en tilfældighed er han den læge der er i nærheden da den nyslåede præsident får brug for en læge til at lægge en skinne på sin brækkede arm. Amin bliver så begejstret for den unge læge at han skaffer sig af med sin hidtidige livlæge og beder Nicholas overtage arbejdet. Den unge skotte er ikke så begejstret, men opdager hurtigt at dette er et tilbud der ikke kan afslås uden at det får konsekvenser for livet.
Det er en film om et naivt ungt menneske der kommer i hænderne på en brutal magthaver. Nicholas tror vist til at begynde med på de noble hensigter, men langsomt går det op for ham at han tjener en brutal herre der tilmed er grebet af vanvid.
Han vil dog ikke se det og overhører også sine egne landsmænds advarsler. For ham er de ikke andet end hans eget lands elite, og den unge skotte ser dem kun som englændere (som han har en naturlig betænkelighed ved på grund af sin herkomst).
Som tiden går, bliver han pludselig selv en del af magtudøvelsen. Hans lille hentydning til at en minister er set tale med en anden får den forskræmte Amin til at reagere. Seeren forskånes i løbet af filmen ikke for at blive konfronteret med den afskyelige og hæmningsløse vold som var en del af den politiske virkelighed i Uganda mellem 1971 og 1979. Ligeledes bliver man heller ikke fritaget for at tage stilling til de fordrejninger og fortielser som den slags regimer altid gemmer sig bagved. Der er en tåbelighed og løgnagtighed i luften som man nærmest ikke forstår, men som altid følger i hælene på despoter.
Filmen formidler et stykke politisk historie i Afrika på bedste vis. Skuespilpræstationerne er i top. Det er til tider åndeløst spændende og ligeså forstemmende frygteligt. Det er en slags historisk dokumentation som må efterlade stor interesse hos de fleste efter at komme til at vide mere.
The Last King of Scotland
Instruktion: Kevin Macdonald
USA 2006
121 minutter
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser