1. februar 2007

Children of Men

Children of Men
Denne film er en veldrejet, skræmmende og intelligent fremtidsvision, der uden skånsel blotlægger en mulig konsekvens af nutidens levevis. Men som også – trodsigt – tør fastholde et svagt håb.

Vi lever i en tid, hvor der igen og igen – sikkert berettiget – bliver opstillet diverse skrækscenarier. Klimaændringer, terrortrussel, mangel på ressourcer.  

Men en bestemt skrækvision overgår dem alle. Den agtværdige engelske Dame P.D. James, der er kendt af de fleste for sine krimier med politimanden Adam Dalgliesh i hovedrollen, skrev i 1992 sin eneste fremtidsroman ”The Children of Men”, hvor hun netop opridsede denne skrækvision: en verden, hvor der ikke fødes børn; en verden, hvor den yngste person er 18 år. En verden, hvor der ikke er noget at bygge videre på.  

Det er denne roman, som instruktøren Alfonso Cuarón har omsat til denne besættende og tænksomme film. Absolut kun for voksne.  

Vi befinder os i 2027, og alt er kaos. De store byer rundt om i verden står i flammer, overalt hersker krigslignende tilstande. Nogle bekriger hinanden, nogle er på flugt, nogle prøver mere eller mindre kynisk at klare dagen og vejen. London er erklæret krigszone, hvor hverdagen er bombenedslag, plyndringer, opstande. Militæret er sat ind, og en omfattende udrensning er i gang, hvor indvandrere og flygtninge holdes i koncentrationslejre. Denne verden kunne være vores verden, nogle vil sige: ER vores verden, men mørkere, mere skræmmende, en verden i opløsning og uden håb.

 

Et håb – trods alt

Hovedpersonen Theo, en tidligere aktivist, men nu desillusioneret embedsmand i et ministerium, begynder denne dag, som alle de andre dage, på en lille cafe med en kop kaffe. Men denne dag med tv-nyheden om, at verdens yngste – en 18årig dreng – lige er blevet dræbt, og efterfølgende en voldsom bombeeksplosion uden for cafeen. Men dagen udvikler sig anderledes end ellers. Pludselig er han involveret i en dødsensfarlig aktion, som er sat i gang af hans tidligere hustru, der leder en oprørsgruppe. Man har fundet ud af, at der blandt flygtningene er en ung kvinde, der er – ja, hun er gravid!  

Det, som man mente umuligt, er en realitet: et barn er ved at blive født i denne gamle og nedslidte verden! Og af forskellige årsager bliver Theo den, der skal redde mor og barn ud af dette kaos, ud af England – og videregive det til folk fra ”Projekt Menneske”, der skulle holde til på en ø i Azorerne.

En ny verden afhænger af dette barn.    

P. D. James har aldrig lagt skjul på sit kristne livssyn, og denne film må da også siges at være båret af et kristent håb – båret bogstaveligt af den unge mor. Men naturligvis er hverken bog eller film blot en kalkering, men en selvstændig og modig udfoldelse af dette håb.  

Filmen bliver på denne måde – midt i elendigheden og kynismen – en hyldest til menneskets godhed og omsorg, uden at det på nogen måde bliver klistret eller vammelt.  

Children of Men
England 2006

Instruktion: Alfonso Cuarón
114 minutter

Jes Nysten


Flere anmeldelser
Se også


Hannahs Valg



Departures



Earth


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København