Knallhart

En spændende socialkritisk film, der giver et kig ind i det usleste Berlin og udstiller samfundsmæssig gru.

Han kommer hen ad gaden udtryksløs, verden er uden farve, meningsløs og ligegyldig. Der er et stænk blod på hans sko. Han står foran politiet. Han kan knap fokusere, men man kan heller ikke se ham.

Det næste man hører er en ”pæn” mand der skælder ud. Han er veltalende og viser sig også både at være doktor og velhavende. Han raser mod den smukke kvinde i jacuzzien. Rigdom og dannelse er ikke andet end overfladiskhed for ud ryger kvinden og hendes søn. Mor og søn er på gaden og flytter ind i et par værelser i Neukölln, en bydel i Berlin.

Den 15-årige må lære at klare sig i det nye kvarter. I skolen kan læreren ikke få ro. Pludselig befinder Michael sig op ad en væg på vej hjem fra skole. Han stifter bekendtskab med en af indvandrerbanderne, og der er tørre tærsk i luften. Trusler, dummebøder, kæft og modbydelighed er hverdag.

Selvfølgelig er der også kammeratskaber. Men hvilke mennesker er det der bor i den bydel? Han ender i dårligt selskab. Han lærer sig ”håndværket”, og da den blideste af hans mors mange bekendtskaber lærer ham et trick bliver det afsættet til et nyt liv.

Nu er han ikke længere kun offer. Modigt kaster han sig ud i opgør med sin forfølger og vinder sig respekt. Han bliver pusher. Ved lidt behændighed udnytter han en situation, og snart er han den betroede dealer. Han er rap på fingrene, hurtig i munden – og snart også en holden mand. Først og fremmest har han beskyttelse mod den anden bande.

Det er et kig ind i det usleste Berlin. Der er lidt kammeratskab, en lille romance, nogle naturlige familiefølelser; men alt er overskygget af en brutalitet der gør verden sort og hvid, nærmest farveløs og udtryksløs – altså lige bortset fra at det er ledens og forbandelsernes paradis. Der tales et tysk som nok ikke skal ekserceres ved eksamensbordet, ej heller er tilrådeligt at det afprøves i menneskeligt selskab.

Det er en spændende socialrealistisk film. Den udstiller en samfundsmæssig gru og viser en afstumpet verden. Den byder ikke på nogle enkle løsninger. Der er ingen happy ending. Alligevel løfter den tanken om at der må gemme sig noget menneskelighed i hele dette udtryksløse, farveløse, meningsløse helvede af brutalitet som bare gør sine aktører til afskum, undertrykte eller undretrykkere. Knaldhårdt!

Knallhart, Tyskland 2006.
Instruktion: Peter Buck.
98 minutter.