2. januar 2007
Bobby

© Angel FilmsEn film om den 5. juni 1968, den skæbnesvangre dag da senator Robert Kennedy blev myrdet.Det blev en skæbnesvanger dag, den 5. juni 1968. Den dag døde præsident John F. Kennedys broder senator Robert Kennedy, også kaldet Bobby. Man følger en række mennesker der er ansat på det hotel hvor mordet fandt sted efter at stemmerne i Californien var talt op.
Man er vidne til mange forskellige skæbner. Der er den vrede unge mexicanske indvandrer som føler sig undertrykt. Der er latinoen som er glad for sit arbejde og håber at han kan arbejde sig hæder og ære til. Der er den sorte som er så påvirket af den nys myrdede Dr. Martin Luther King at han ikke tror på vreden. Der er mennesker som har en stor karriere bag sig og som forsumper i historien; der er hoteldirektøren som elsker med telefonisten, mens konen lægger sminken og sætter håret på en anden stakkel. Der er de to dørmænd der i deres alderdom stadig sidder i foyeren. De kan ikke slippe livet på hotellet. Den historie er gribende spillet af Harry Bellafonte og Anthony Hopkins.
Livet udfolder sig på arbejdspladsen og ind i mellem får man indblik i amerikansk liv som det var i 1968: borgerrettighedsforkæmpere, antikrigsdemonstrationer, Vietnamkrigen, fattigdom, og først og fremmest høje idealer om en fremtid der kunne blive anderledes. Man lytter til Bobbys taler under vejs og mærker hele den idealisme og tillid der dannedes omkring ham. Man sidder og får en fornemmelse af at han var den store Kennedy. Han havde den klassiske dannelse som gjorde ham til en udtryksfuld taler, og han turde udtrykke idealer og drømme om en helt anden verden hvor alt det der står i uafhængighedserklæringer, menneskerettighedserklæringer bliver til håb der skal handles politisk efter. Man ser hvordan han betager et helt land og skaber en drøm om fremtiden. Man oplever også at der findes modstandere hvis forbitrelse ikke engang respekterer dødens grænse.
Det er en relevant film i verden af i dag. Tør nogen drømme om en verden der kan blive når krigen raser, diktatorer hænger, pengene triller og løgnen herser? Dette er historien om det år hvor det var som om USA pakkede alle drømme ned, for ikke alene var John F. Kennedy blevet myrdet et par år i forvejen. Dr. Martin Luther King og Bobby blev begge myrdet i 68 og derefter kom Nixon, og bortset fra Carter har det siden været den såkaldte realisme og politiske nødvendighed der har hersket. Det er vist en film der handler om at de egentlige amerikanske drømme og håb stadig har gang på jorden; men idealerne kan ikke altid skrottes bagved kynisk politik, men skal frem i lyset og tros på.
Bobby
USA 2006
Instruktion: Emilio Estevez
120 minutter.
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser