4. april 2007
300

300 er en drengefilm om ære, kamp og død.Det handler om slaget ved Thermopylæ hvor spartaneren Leonidas’ 300 krigere bekæmpede den store persiske hær under kommando af kong Xerxes.
I Sparta bliver drengebørnene opdraget til kamp. De svage bliver sorteret fra ved fødslen. Som syv-årige bliver drengene taget fra deres mor og oplært i krigens håndværk. I Sparta kender man kun ære, kamp og død.
Xerxes vil have et stykke jord og lidt vand; men den underkastelse kan den frie græker ikke acceptere og lokker derefter den enorme persiske hær i en militær fælde.
En drengefilm
Xerxes fremstilles som østens vilde mand. Han ikke alene opfatter sig selv som Gud, han er også en brutalis der ikke kender grænser. Det er kampen mellem civilisationer, mellem den frie verden og barbariet man er vidne til. Det vil dog sige at selvfølgelig er der også politiske intriger på hjemmefronten i Sparta. Redelighed møder også modstand.
Det er en rigtig drengefilm. Det er store scener – meget lyd – gevaldige slag. Teknikken kan få én til at undre sig. Der er virkelig lagt fantasi i kampscener og voldsomheder. Det er alt sammen så voldsomt at det kunne gøre det overvejende maskuline publikum aldeles tavst. Det eneste man kunne høre, var popkorn der blev gnasket!
Handlingen er ligefrem. Det er en politisk intrige. Filmen er om ære, frihed, mandighed, kamp. Der har efterhånden været nogle film der problematiserede krig. Denne film er bestemt et indlæg som hævder kampens idealer, og hvis der er nogle i salen som synes at der også antydes Vestens kamp mod Østen, så forstår jeg dem godt!
Den tekniske udfoldelse er forrygende; men denne anmelder bliver nødt til at indrømme at blod og afhuggede lemmer kun har hans meget begrænsede interesse – og så synes jeg også at friheden bliver klistret til med for mange klicheer i denne film – og det er ærgerligt for det er friheden der er til debat og under angreb mange steder fra!
300
USA 2007
117 minutter
Instruktion: Zack Snyder
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser