Vejen jeg valgte

Uffe Ellemanns Mands Minde-foredrag rummer lige præcist så mange personlige bemærkninger som de skal. Men derudover giver udgivelsen indtryk af en mand med indsigt og med mod til at mene, hvad han siger

I efteråret 2007 har Uffe Ellemann-Jensen, tidligere formand for Venstre og udenrigsminister i ti år, holdt Mands Minde-foredragene på Vartov. Det er der blevet en erindringsbog ud af, som man ikke kan lægge fra sig, når først man har læst sig ind i den. Det er en rolig fremstilling af barndom, ungdom, studietid, første professionelle år, politiske år. Jeg havde vistnok en idé om, at det hele ville blive fremstillet meget mere temperamentsfuldt. Det er en meget overvejet og tænksom historie. Uffe Ellemann-Jensen gør ingen hemmelighed af, at nu vil han se på det hele med sig selv som centrum. Det er verden, som han oplevede den, han gerne vil videreformidle.

Menneskelig ordentlighed og djærve orddyster
Stilen er så afdæmpet, at man på et tidspunkt også får en fornemmelse af, at her skal man læse godt efter, for det er også vigtigt, hvad der ikke siges, og hvem der ikke omtales. Det er ikke en bog, som er et rasende opgør med modstanderne. På et tidspunkt var det så afdæmpet, at jeg næsten blev nervøs; men så kom beskrivelsen af ”fodnotepolitikken” i 80’erne, og med et kunne man mærke, at der sandelig var temperament. Det er nu altid godt at lytte til mennesker, der siger, hvad de mener, og mener, hvad de siger. Skulle man selv mene noget andet, så kan man jo gøre det – de giver én lejlighed til at danne mening. Man kan godt ane, at Uffe Ellemann-Jensen mødte mennesker i dansk politik, som han ikke har nogen særlig agtelse for (men det vil han nok være enig med temmelig mange andre om); men det er også en bog, der viser, at i vores land kan man godt opføre sig menneskeligt og ordentligt og så tage nogle djærve orddyster, når det skal være. Det er interessant at læse hans oplevelser fra 1989 og se hans bedømmelse af den nye danske udenrigspolitik. Man bliver virkelig belært om, at det, der skete i 89, aldrig var forudset og altid vil være et mysterium af de helt store.

Et modigt møde med kærlighed og ondskab
Men først og fremmest er det et menneskes historie, som gav sig i kast med magten og meningerne og lod sit liv bevæge af politik. Det er ikke et politisk dyr, man får lov til at følge. Bogen giver ikke anledning til sladder overhovedet, men det personlige får lige præcis så mange bemærkninger, som det skal have, og man mærker, at her taler både en søn, en ægtemand, en far, en journalist, en diplomat. Man er i selskab med et menneske, som godt tør indrømme, at han har set skønhed i denne verden og elsket meget; men det har ikke forhindret ham i at stirre ondskab og dumhed lige ind i øjnene ved lejligheder rundt om i verden. På sin egen stilfærdige måde handler disse erindringer om, at der findes mennesker, der har karakter til at tage vare på magten og menneskelighed til ikke at blive for selv-imposante – og så er der mennesker, som fordrejer, lyver og er så snedige, at man ikke kan stole på dem. Uffe har ikke mistet modet og håbet af at være i live og have været med til beslutninger. Det er som om, han bare gør opmærksom på, at man skal kunne skelne de to typer mennesker – og holde sig fra de snedige.

Uffe Ellemann-Jensen: Vejen, jeg valgte.
Gyldendal 2007. 
304 sider, 299 kr.