7. februar 2008

Tolerance


To forfattere fra hver sin generation står bag denne bog. Emnet er yderst relevant og ægger til diskussion

Det er et spændende oplæg de to forfattere lægger ud med, nemlig at det i det 21. årh. er blevet mere nødvendigt end nogensinde før at behandle begrebet tolerance. Nu flyder det igen med fundamentalister i alle religioner, og bornertheden har igen bidt sig fast i skråsikre konservative holdninger.

Sammenkædning af fortid og nutid
Bredsdorff og Horne Kjældgaard forsøger med denne bog at orientere bredt om begrebet i den europæiske åndshistorie og kombinerer det hele tiden med en tydelig brod mod samtiden. Det er velgørende at se, hvordan historie og nutid kombineres, og hvordan oplysningstid, renæssance, nyere tid bringes i erindring. Ved at tolke nogle klassikere mindes vi også om, at dette er en stående tanke, der hele tiden kræver vores medleven. Især finder jeg deres omtale af den sydafrikanske forfatter, Coetzees bog ”Vanære” relevant. Her bliver det moderne samfunds måde at udskyde mennesker virkelig sat i fokus.

Forståelig forargelse
Der er ikke noget at sige til, at forfatterne i særdeleshed ser kristendommen an. Man har en pligt til at feje foran sin egen dør, inden man går om bord i andres snavs. Der er snavs nok at grave i i den religion, som er den dominerende i den vestlige civilisation, og man bliver nødt til at erkende de forbrydelser, der er sket i kristendommens navn. Så meget jeg forstår deres forargelse, ligeså pudsig finder jeg den ahistoriske måde at dømme forfædrene på. Det sker ikke så sjældent, at de bliver holdt op mod langt senere tiders indsigter. Det ligger også lidt i luften, at hvis folk bare kunne holde sig væk fra religionen, så ville alt nok blive bedre.

Ingen smutveje til civilisation
Det er virkelig som om katastrofernes århundrede, nemlig det 20. århundrede, med sine mange forfulgte og døde blot glider væk. Det 20. århundrede skulle om noget have lært os, at umenneskelighed og ondskabsfuldhed ikke forsvinder, når mennesket bliver myndigt og står i centrum for sin egen tilværelse. Der er ingen nemme veje til civilisationen. Respekt for den andens synspunkter skal indøves. Bogen bør gøres til genstand for gode diskussioner i studiekredse. Den er læseværdig og burde kunne sætte mange i gang med at tænke over, hvor væsentlig tolerancen er, og at det er et vandmærke i vores kultur. Fremtiden afhænger fuldstændig af, hvordan vi tænker om tolerance.

At bogen også vil fremprovokere stærke diskussioner – det er kun et væsentligt plus! Man skal ikke være enig med de herrer, men de skal have lov til at mene, som de gør!

Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard: Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader.
Gyldendal 2008.
255 sider – 250 kr.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København