27. september 2007

Tirsdag formiddag


Renée Toft Simonsen var først supermodel, siden uddannede hun sig til psykolog og har haft succes med en børnebogsserie om pigen Karla. ”Tirsdag formiddag” er hendes første roman for voksne

Her er seks kvindehistorier med omdrejningspunkt i ”De brændte kvinders klub”, der mødes hver tirsdag formiddag i svømmehallens dampbad. Lægen Iben er hovedpersonen i romanens rammefortælling. En angstneurose har efterhånden reduceret hende til en vegeterende tilstand, så hun fuldkommen handlingslammet sidder med en kaffekop mellem to potteplanter i vinduet og stirrer ud over vandet fra morgen til aften, ikke meget mere bevendt end hvis hun selv var en plante. I et forsøg på at bryde ud af sin glasklokke begiver hun sig hver tirsdag ned i svømmehallen. Der sidder hun efter svømningen i dampbadet som en flue på væggen og lytter til fem andre kvinders pigesnak. Fem forskellige kvinder, fem skæbner, fem historier, oprulles for læseren, der kommer med på Ibens lytter. Først er det med opbydelsen af al den viljestyrke hun kan samle sammen, at hun får slæbt sig der hen, men snart bliver hun aldeles afhængig af tirsdagens føljeton.

Fem kvindeskæbner og en flue på væggen
Hun må vide hvordan det går med fru Sonja der mistænker sin rige mand for at rende med fremmede blondiner, karrierekvinden Tine og hendes unge elsker, bedstemoderen Liselotte, der er brudt ud af et alkoholramt ægteskab, den vilde unge Karla, og hvordan Berit får alle sine blå mærker. Samtidig afsløres bid for bid Ibens egen historie. Faktisk er der næsten stof til 5 romaner, som vi som læsere sammen med Iben får lov at dykke ned i her og der, mens puslespillet til den 6. roman langsomt lægges. Man kan undre sig over at der går så lang tid før de andre kvinder bemærker Ibens tilstedeværelse og drager hende ind i fællesskabet, men hun er på en måde sygnet hen, så hun næsten er blevet usynlig og først gennem disse tirsdage i dampbadet langsomt igen bliver et menneske af kød og blod. Ligesom man glimtvis præsenteres for en række kvindeskæbner, får også Ibens ægtemand en lille smule mere plads end historiens øvrige mænd der kun er på rygtestadiet. ”Skyggen” kalder hun sin rødvinsdrikkende (lidt for meget), fraværende og konfliktsky mand, og en skygge er hvad han forbliver i denne historie.

Når angsten styrer
Det er en letlæst bog, skrevet i et jævnt letflydende prosa, et mundret hverdagsdansk, som det høres på kafeer og i svømmehaller. Stærkest står beskrivelserne af Ibens angst. De første angstanfald, knyttet til bestemte situationer, kunne kontrolleres ved simpelthen at undgå situationen. Men angsten spreder sig til nye områder som kræftceller. Til sidst styres hendes liv af angst for selve angsten, og nu er det ikke kun enkelte situationer der skal undgås i forsøget på at undvige angsten, nu gælder det livet. Det enkleste er at blive i den lyd- og lufttætte glasklokke. Forfatteren trækker her både på personlig erfaring og professionel viden og det er der kommet en rigtig god og læseværdig roman ud af. 

Renée Toft Simonsen: Tirsdag formiddag
Politikens Forlag 2007
256 sider, 249 kr.

 

Birgitte Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København