6. marts 2008

Stilhed og honningkager


En bog, der i et klart og elegant sprog fortæller om det 4. og 5. århundredes ørkenfædre, og som samtidig slår til lyd for det åndelige liv som en indgang til fornyet erkendelse og forståelse af medmennesket

Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, er nu endelig blevet oversat til dansk, og valget af værk kunne ikke have været bedre. Det er en fornem lille udgivelse, der her bliver lagt foran den danske teologiske læseverden. Ikke alene lærer man noget om ørkenfædrene; men man ledes også enkelt og forståeligt ind i Rowan Williams’ store univers. Han skriver altid til det samtidige menneske; men hans kendskab til hele den kristne tradition får ham også til at oplyse samtiden om fortidens indsigter på en måde, så man opdager, at alt ikke behøver at tænkes forfra.

En dør til det fortryllende
I denne bog forsøger Williams at slå til lyd for det åndelige liv. Han er træt af det endimensionale menneske og forsøger at påvise, at mennesket ikke kun kan lytte sig til større indsigter ved at lægge øre til Gud; men at troens indsigt også vil forny menneskets erkendelse og forståelse af medmennesket. Han ved godt, at vi i vores tilværelse hele tiden balancerer på en skarp kant mellem det individualistiske og det konforme. Han ønsker hverken at føre kirken i retning af konformitet eller at føre den enkelte ind i en individualisme, hvor man bilder sig ind, at der ikke er andre.

I dette lille værk forsøger han ved indgående kendskab til det 4. og 5. århundredes ørkenfædre at skabe en forståelse for, at personen, det forunderlige menneske, stadig har en mulighed for at finde sig selv ved at være stille og lytte til Gud, og han slår til lyd for den kirke, som ikke bare vil ”brande” folk og sende dem i en bestemt retning, men vil være et sted der hele tiden forsøger at åbne menneskers øjne for det fortryllende ved den enkelte.

Klar teologisk tanke
Bogen er skrevet i en klar stil, men også med poetisk elegance, og Williams giver udtryk for en klar teologisk tanke, men han skriver ikke med en død teologisk pen, men foranlediger, at læseren selv søger spørgsmål og svar. Det er teologi, som anvendes i samtalen mellem mennesker. Williams forsøger at vise, at troens tanke ikke blot er noget optænkt, men altid har været noget, der omsatte sig i kropslighed – troen inkarnerer sig hele tiden i mennesker.

Det er virkelig en nyttig bog for det menneske, der søger et åndeligt liv, og som ikke er bange for tankens kraft eller følelsens dybde. Det bør i øvrigt bemærkes, at dette meget smukke værk er oversat, så man ikke kunne ønske sig det bedre.

Rowan Williams: Stilhed og honningkager. Ørkenens visdom.
Alfa 2008.
136 sider – 189 kr.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København