24. oktober 2007

Om ikke at dø


En skøn erindringsbog som i et fantastisk smukt sprog skildrer et menneskes møde med sygdom. En bog om at komme tæt på døden, som bør høre til enhver bogsamling

Hvordan er det at se på verden når man pludselig får en diagnose som kan betyde at alt forbi? Hvordan oplever man den tid der muligvis er ens sidste? Hvordan falder lyde, mennesker, bøger, erindringer ind i tanken på én når dagene muligvis er talte? Ja, meget værre: hvordan holder man sig i live når man allerede har mistet sin elskede til sygdommens forbandelse og derfor ved bedre end godt at dette kan ende med død?

Følsomme iagttagelser
Brostrøm indleder sin bog med en medfølende beskrivelse af de mennesker der skal fortælle ham om diagnosen. Det er en smuk beskrivelse af professionelle og medfølende mennesker, og læseren får lov til at følge med som en flue på væggen. Det er smukt set, endnu smukkere gengivet og slutter med sætningen om sygeplejersken (altså eleven): ”Jeg så hende flygtigt et par dage senere passere på stuen, hendes gang havde en god spinkel rytmik i sig. Jeg undlod at klæde hende af med øjnene. Et flygtigt blik viste heller ingen genkendelse. Vores møde var et teoretisk punkt i en uddannelse.” Brostrøm konstaterer og erkender på denne fuldkomne, usentimentale og følsomme måde hele erindringen igennem.

Mod til at se døden i øjnene
Bogen er fyldt med skarpe iagttagelser som man må have en uendelig glæde af at læse som professionel – og derfor skal hele sundhedssektoren læse denne bog. Men vigtigst er altså at dette er et stykke erindringslitteratur som i sin skønhed er så enestående at det bør være hver en bogsamlings lille klenodie. Brostrøm udfolder simpelthen dansk på en måde at såvel følelse som tanke er forenet med en skønhed der gør bogen til en klar hyldest til livet. Men sikke et mod at se hele livet og døden sådan i øjnene uden på noget tidspunkt at forfalde til flimmer, vrede, sentimentalitet!

Det er nogle måneder siden at bogen er kommet, og jeg er flov over ikke at have anmeldt den tidligere. Bogen kan ikke bruges som hadegave, men som det modsatte er den fremragende.

Torben Brostrøm: Ventetid. Om ikke at dø. En nærerindring. 
Gyldendal 2007.
124 sider - 149 kr.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København