|
|
17. oktober 2007 Kirken mellem magterne Det er forkælelse at læse dette festskrift. Det er et teologisk styrtebad af mange forskellige indfald, og læseren bliver forkælet med mange menneskers tankerKirken mellem magterne er et festskrift tilegnet Jens Holger Schjørring fra Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet i anledning af hans 65-års dag. Det er et festskrift der handler om hvordan kirken i tidens løb har gebærdet sig mellem magterne i denne verden. Artiklerne i festskriftet er alsidige og dækker store dele af historien lige fra nytestamentligt stof til afrikastudier og tanker over hjemlige forhold. Man får lov til at læse om det man end ikke havde forestillet sig nogensinde at komme til at læse noget om, og dermed bliver ens egne grænser brudt ned.
Det er trist at skulle fremhæve nogle for det var virkelig en eftermiddag i bedste selskab. Men Peter Widmanns artikel om Ratzingers tale i Regensburg og pavens forhold til protestantismen er en væsentlig artikel i diskussionen med paven og katolicismen. Den er et hyggeligt teologisk drilleri, men nødvendig. Gammeltoft-Hansens lille overvejelse over pavens primat og det nye begreb ”primatialitet” er en venlig overvejelse og indeholder vist god juridisk værkstedshumor – og en god økumenisk overvejelse: tal dog med hinanden – det kan ikke skade – I kan da i det mindste komme til at vide hvorfor I ikke forstår hinanden. Peter Lodbergs lille artikel om den palæstinensiske kirkes historie er trods sin lidenhed et godt oplæg til ikke at glemme den lille kirke og i øvrigt være opmærksom og søge sig yderligere viden. Frands Ole Overgaard giver et hurtigt og klogt vue hen over debatten om stat og kirke som vist er ved at blusse op igen. Han karakteriserer de forskellige positioner og lader læseren mærke de forskellige tanker i folkegrunden. Det er da interessant at læse om færingerne og folkekirken under Anden Verdenskrig som Jákup Reinert Hansen fremstiller det. Og selvfølgelig må man da slet ikke snyde sig selv for Johannes Nissens velskrevne lille essay til at begynde med som slipper mange tanker løs.
Denne bog er vist kun en lille forsmag på alle de tanker som Jens Holger Schjørring i årenes løb har sluppet løs i hovederne på dem han færdedes sammen med.
Kirken mellem magterne – Artikler tilegnet Jens Holger Schjørring. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen, Liselotte Malmgart, Viggo Mortensen og Johannes Nissen. Anis 2007 286 sider – 225 kr.
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser |
Se også
 Konfirmandundervisning med krop
 Skriften på væggen
 Paulus
|
|
Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København |
|